Tusindben.
Jeg genkender det. En helt ny betydningsløshed. 1. Jeg kalder og venter på ingenting. 2. Jeg piller benene af et insekt, for at lære at tælle til tusind. 3. Og den slags.
Jeg genkender det. En helt ny betydningsløshed. 1. Jeg kalder og venter på ingenting. 2. Jeg piller benene af et insekt, for at lære at tælle til tusind. 3. Og den slags.
De råber navne op: “Agnethe H Sorrismann”, jeg råber ja. Det er en særlig form for fællesskab, at være et nummer i rækken, det er en særlig form for ensomhed, at blive genkendt som en anden.
Pudsigt hvordan dét, jeg drømte, som var så vigtig: det overfyldte tog, og den langstrakte undren, som jeg ikke kunne placere, ankomsten, oversvømmelsen, havet så alt for tæt på. Pudsigt hvordan det er væk, mens kroppen, kroppen er stadig fugtig og i live. Der er ebbe hos mig, stilhedens efterve, jeg har ikke fundet et […]
Bare fordi noget er mere sandt end noget andet, er det ikke nødvendigvis mere ægte.
Jeg drømte, at jeg vævede en tekop: Lille og sirlig. Det var slidsomt, mine fingre krampede undervejs. Værst var dog dét her med, ikke at kunne smadre den, koppen. Dét, at den ville falde til jorden, som et dun, hvis jeg smed den fra mig, uden at sætte aftryk og uden at gå i stykker. […]
Dine hænders aroma: duften af dej og alt det der hæver når du rører ved mig
Denne nat, som så mange andre, fuld af ting og tanker. Jeg skulle igennem en omfattende operation, ikke ufarlig, slet ikke ufarlig, jeg skulle have en gps opereret ind i min kæbe, derved kunne lægerne monitorere hvor og i hvilke situationer, jeg bed tænder sammen, krossschknacks. De fortalte mig, at jeg ikke behøvede at være […]
Jeg har brugt natten på at lede efter månens manglende halve. Jeg fandt den ikke, måske gik jeg den forkerte vej, måske er det lige meget hvorfor. Men jeg fandt en pakke riskager, et æble og en halv pose marshmellows, som jeg spiste i ly af mørket, ikke af sult, men som en slags erstatning […]
nogen gange skal jeg være helt alene. jeg skal sidde på en udtræksseng ved et fremmed vindue, og forsøge at bestemme, hvor jeg skal hænge mine arme, jeg skal virre med hovedet, fordi det er sådan jeg gør, når jeg er alene, virrer og vipper. jeg skal vinke til en farmor, jeg aldrig har haft, […]
jeg spørger ikke, men du svarer og drikker gintonic og bliver langsomt mere hel, du får pludselig øje på billederne omkring os, digtet fra din søster, som du fik i konfirmationsgave, indrammet, og glasfuglen øverst på reolen, du taler højt og livligt, holder om mig, distræt, for så at give slip, og jeg trækker mig […]