morgenen udenfor vil fortælle mig noget, jeg ikke forstår, det gør ikke noget, solen står op alligevel, mågerne kredser om et hustag, og jeg sidder og forsøger at samle de negle, jeg bed af i nat i en krukke, ikke fordi jeg fortryder, ikke fordi jeg skal bruge dem til noget, men for at holde […]
Jeg tror, jeg vil fatte mig i korthed, ellers ødelægger jeg den gode stemning. Af samme grund vil jeg heller ikke begynde at pille i den samtale, der fandt sted. Dén hvori også du tog del, ikke åbenlyst nej, men som en telefonpæl, der lyste natten op og gjorde det umuligt at falde i søvn. […]
Jeg sidder på hug, og samler sten i en bunke. Det er sommer og varmt. Jeg beder solen om at dæmpe sig: “Schhhhys, du må skrue ned for lyset, så du bedre kan forstå, hvad et mørke er”, hvisker jeg. Min mor smiler, og siger, at jeg er et klogt og empatisk barn. Jeg ved […]
Jeg holder meget af det, der tangerer det virkelige. Som nu en hånd, der fører en bue, der spiller violin i en film fra før kameraets opfindelse. Sikke en lyd, sikke en finesse: at foregribe fortiden, som om den var på vej.
Engang troede jeg, at mine bryster var antenner, at de sendte signaler ud og trak signaler ind, at det var igennem dem, jeg så og blev set. Nu har jeg skåret dem ud. Som stykker af alfabet, hænger de i luften: små bulne drømme. De ligner isbjerge, kun overfladen er synlig. De stirrer på mig […]
Kære dagbog I nat tog jeg et billede af en ryg, og genkendte det som bagsiden af et ansigt, mit. Foran lå en hær i flere etager, skæve huse med stirrende øjne. Jeg ved ikke, om det er den ansigtsløse krig eller om det er dét, at husene har øjne, der skræmmer mig mest. Kh […]
Kære dagbog, Jeg har hele dagen tænkt på hækle-liser. Og på et spil min mor og jeg spillede, når dagene blev for lange. Det handlede om kuber, spillet, om bikuber. Små mangekantede rum, man skulle danne mønstre med, så de dannede en kube. ”Jeg skal huske at spørge dig, hvem jeg er. Og om.” Jeg […]
Jeg tror, jeg har tid nok: til frøer og firben og andre umulige dyr. – Og til at tude, næstenlykkeligt. Fordi jeg kan. Endelig!, efter så længe at have spyttet mig i ansigtet, for at få noget til at løbe. Noget, der kunne tegne streger på mine kinder; male en stribe gråd, grådighed. Nu pibler […]
Men. Jeg har set guldsmede så tunge af krop, at jeg tabte pusten. Og jeg har set æbler falde så langsomt, at de trak striber undervejs. Jeg siger ikke, at jeg ved noget om hverken insekter eller tyngdekraft, det eneste jeg siger er, at det, der ikke vil falde, må flyve. Bum.
kys-se-tøs kys-se-tøs Jeg klap-per sta-vel-ser. Tæller mig frem: en sand-hed, to løg-ne. Tre og du-er-den. Lat-ter-mild, let-på-tå, suk-ker-mus. . Tre stavelser om dét, der står i døren, når du ringer på. Hvem åbner? Kh Ag-nes