Louise Juhl

Jeg trækker dine kinder ind, jeg puster dine læber op, jeg skammer dig! .

Kære dagbog, Jeg havde det lykkeligste mareridt. Jeg rakte dig hadefingeren, du tog den og spurgte: ”Ja?”. Det er ikke fordi, jeg vil pege fingre, eller fordi jeg vil lægge gnavedyr i dine sår. Men. Jeg længes efter at gøre ondt, at gøre dig ondt, mere præcist. At vække dig, krævende og hårdt. Jeg længes efter, […]

“Ending. Please wait a while”, står der på displayet på min printer. Jeg venter, hviler og noget lukker ned. Rummet er mørkt, kun en blå lampe lyser fra en elektronisk standbyknap et sted. Jeg læner mig frem og håber at vælte. Rummet bliver stående, alt andet lægger sig fladt. Nu lukker jeg øjnene og lytter: […]

Jeg misforstår dit øje og bygger et os: først arme, så ben og ansigter mod vest. Aftensol og ”ååh”. Og jeg drømmer os baglæns, opfinder mærkedage, hemmeligheder, et øje i panden. Se! Sved, hud, hår og selvfølgelig havet, køligt. Når jeg spørger, hvad der er forandret, kan jeg se, at du ikke ved, hvem jeg taler […]

refrase: Så råber han op: om russiske dukker, der begraver ham med deres rad og rækker og uendelige antal. Han kalder hende en løgner, en narrefisse, en liderlig sæk. Og han trækker hende over hovedet, sækken, og klipper huller til sine hadeøjne. Så langt de nu rækker. Bagefter er han fuld af taknemlighed.

Der er øjne i dit skæg, de prikker mod huden, når du glider forbi. De skrubber hud af som flager, de læser mine hænder som årringe. “Du behøver ingen fremtid”, betror de mig, øjnene mod min hud, “Alt dit er nu set og gjort”         (Tegning: Pernille Larsen)

Du trækker min navle tæt til din lænd, sådan ligger vi og fordobler et køn [eller halverer to] kravler ind og ud af hinandens kroppe; Slanger der skifter ham.