Dødvægt
Man burde have noget: En skal, en skål, et sæt fremstrakte hænder, måske? Så kunne det ligge som blommen i et æg, som hulen i en hånd: Hjertet; * sart som et sæt blottede tænder *
Man burde have noget: En skal, en skål, et sæt fremstrakte hænder, måske? Så kunne det ligge som blommen i et æg, som hulen i en hånd: Hjertet; * sart som et sæt blottede tænder *
Hvis ikke, må man føle. Eller: Man må stryge sig som vinden mod blade og træer, nej, som en kælen kat og håbe, at noget giver genlyd At nogen gør Vinden svarer. Ikke. Vinden bare gentager og fordobler. Vinden stjæler hushjørners hvin og gør dem til sine Vinden skriger dig i øret “Jeg er sgu […]
Der er huller alle vegne: i den mur, jeg kalder krop i det ansigt, jeg kalder mit i det ja i det nej du slipper ind • igennem
det er noget med flader der stirrer og huller der glor så sort mod så hvidt det er noget med nåle der gnistrer i fingrenes før og noget med kroppe som ekko i huse så hvidt mod for hårdt nej så blødt mod for ¨ ingenting
Aldrig mærke sig den modsatte glæde, vanvidstalen, feberhåbet. Kun kvalte kvadratmeter og radiatorvarmen, der lægger sig som en klam buffer mod.
Engang havde hun en plan. Punkter og krydser; x-akse og y-akse som tid og indhold. En opadstigende kurve med et klimaks, et punkt, et sted, en koordinat. Det var så det. Et kryds på en kurve, en vektor, et blindforsøg. Tabt af syne måske, punktet, men ikke spildt. Hun havde troet på dét. Eller på […]
Det vi forveksler med/ os selv/ de kælne hænder før regn/ og den der duft af / grøde/ det vi forgriber os på/ før sne/ varme knuder og/ slikkende flammer bag / rygge/ det vi forvilder os ind i/ før døden/ pulsen og håbet/ og selv til det sidste / livet/
Du lægger en hånd på min skulder, men jeg glider af med hurtige spørgsmål: ”Har du set mine nøgler?”. Dit mutte ”nej”, før du bukker dig fremover og retter opslaget på dine bukser. Jeg går forbi; op ad trappen uden at vide hvorhen, andet end væk. Engang ville jeg have smilet et undskyld og lagt […]