Jeg gør mit bedste. Jeg forsikrer dig om, at jeg gør mit bedste. Og du ser på mig med det der blik, og siger okay. Og jeg siger “Hvad mener du med okay”. Og du svarer “Det jeg siger; okay”. Og jeg bliver bange eller måske er bange ikke det rigtige ord, nej jeg bliver […]
Hjemme hos os er der forskel på rigtig og forkert. Ellers bliver alt ligegyldigt, siger far. Derfor har vi alle små pligter hver dag: at hænge vasketøj på snoren, at tømme post, at lære en salme indenad. Eller ”at ryste dynerne fri af nattens mørke”, som mor siger. For i mørke er alle katte grå, […]
Hun kigger ind i stenen, hun drejer den i hænderne, varmer stenen. Og hun former den til en ganske lille kugle af uld, en garnnøgle, en hårbold. Noget hun kan smide op i luften og gribe og smide op og gribe og smide op og sluge. Sluge og lade glide gennem halsen, synke stenen, som […]
der er så meget at sætte i stedet men ikke noget at sætte det i stedet for.
Jeg trækker replikker ud af din mund. Lange baglæns tråde, som jeg sluger og binder sammen til en fortid, du kalder for min. Og jeg spørger dig om alt det, jeg endnu ikke kender. Om jeg elsker dig, for eksempel. Om jeg holder af slædehunde og om jeg folder figurer af japansk papir. Holder jeg […]
Jeg har ikke tænkt mig at fortabe os i tanker om du og jeg. Jeg forveksler jo heller ikke dagene længere, vi er videre end det. Mens du. Du gør fagter til at lave mad, du tænder for komfuret og hælder vand i en kasserolle. [åh det ord. Kasserolle. Det er sådan, jeg har det, […]
Er det et problem, at når du drømmer et lagen blafrer, er det en anden krop end min, der vågner under dig? Er det et problem, at du forveksler mig med mit; at jeg ikke jord under dine negle, når du graver? Dét, at vi ikke elsker hinanden, at det også en slags kærlighed. Er det […]
kære fugl, Du svæver som en sten mod mit vindue, men jeg må skuffe dig: Jeg smadres ikke ved at gå itu. – Og lad mig så skrige den krig, som jeg ved, at det skal gøres. Kh. L
En krop under vand: At dykke og bevæge armene, et mølleslag, to mølleslag, pause, pause, stilhed. Så hovedet op for at ånde, det skingre hvin mellem svømmehallens vægge, stemmer som glødelamper. At være vand når alt omkring er land. [Præcis så voldsomt mærkes huden, når jeg rører dig med en krop af dråber, der preller […]
Hjemme hos os ved vi, at alt godt kommer til den, der kan vente. Sådan går tiden med at betale sig.