Dag 8, 3. [de evige tre]
Jeg gror en skov så tæt, at jeg ikke kan se mig for bare mig.
Jeg gror en skov så tæt, at jeg ikke kan se mig for bare mig.
At drømme at man længes efter en krop [eller: det er vel egentlig ikke en drøm, men bare kroppen bagved, der taler i søvne]. Og i drømmen følger jeg efter en lærd mand, der har taget mig med på museum for at give mig en oplevelse af de helt store, en øjenåbner lover han mig, […]
Jeg vænner mig til langsomheden. Vand, der bevæger sig under is. Lyden af hvaler, der kvæles. Først følte jeg angst, men nu er jeg tryg ved den stille lykke, der kan opstå, når man ligger på bunden af ingenting – og bare brummer.
Jeg tog en biopsi af tiden. I går, tror jeg. Eller måske var det i dag. Med et langskaftet apparat borede jeg ind til kernen af noget, og trak det ud. Trak tiden ud. Det var omkring klokken syv morgen: et ganske lille rundt stykke, som ethvert andet punkt i tiden. En anelse mere liderligt […]
Der findes drømme, der fordobles, når man sover. Og drømme, der forsvinder i det samme.
Jeg har ikke levende øjne. Men jeg har en bjælke under loftet. [jeg vil have dig, hænger kroppen] Jeg lægger mig under: et hul, du kan falde i. Skarpt. Endeligt.
Jeg har ledt efter mine fødder og fundet dem, plantet som fiskehejrer ved et vandhul. Det er godt igen at være fodfast. Ikke at det gør en forskel – jeg når ikke længere end hertil. Hér, hvor mine ben ender i et trekantet køn. Det er som med pingviner: de har ingen grund til at flyve, men […]
jeg tænker: jeg mister et af mine lemmer, hver gang jeg siger ja. et firben taber halen. et fyrretræ klæder sig ud i rødt, og forsvinder som en ræv. jeg mister en finger, når jeg rækker hånden i vejret. jeg mister et ben, når jeg trykker din hånd. jeg taber pusten, når jeg holder dit […]
. Rummet knurrer og mit ådselskostume lugter af kød. – Det er sådan det føles. At være alene. .