Engang var mit største ønske at fortrylle verden, jeg drømte om at gro vinger på toiletrullen, tænk sig om det at tørre røv kunne føles som at flyve. Jeg skrev digte om duer, om deres dumme plirrende øjne, og om min brors ørkenspringrotte, Frandsen, der blev ædt af sin bedste ven, Tarzan, og i lang […]
Jeg så engang et klip på TV. Det var fra en bjergkæde i Sydamerika, en lavine, først en lille prik, der voksede sig større og større for til sidst at fylde hele bjergsiden. Jeg er ikke stolt af, at jeg så klippet – ikke bare en eller to men måske ti gange – for der […]
Jeg gik i klasse med en pige, der turde alt, sådan virkede det i hvert fald, det var som om livet i sig selv ikke var nok, som om hun hele tiden skulle sætte det på spil, som tiårig fandt vi hende ude på pigetoilettet, hun havde drukket en hel flaske æblesnaps og lå bevidstløs […]
Hvad gør man ved det, man føler, når det, man føler, ikke nytter noget. Når sorgen ikke nytter, vreden ikke nytter, når ingen nytter nogen noget. Hvad gør en kyssetøs, en sugekop, en pleaserpony. En konfettikælling, en lottokugle: “Number nine, number nine, number nine.” Hvad gør man, når man må ringe til horoskoptjenesten for at […]
Ting der kan skæres over på midten: Lakridssnørebånd, agurk, ord med et lige antal bogstaver, strå, medister, tapetbaner. Ting, der bliver mindre med tiden: Solen, viskelædere ved brug, begejstringen over pind-is og fondue. Ting, der vokser ud eller går over:Tøsne, permanentkrøller, hvalpefedt, troen på uendelig sommer. Ting, der bliver større af at blive delt:Gærdej og kærlighed.
“en dag man måske som sædvanligt har glemt man skal dø” Sådan skriver Inger Christensen i digtsamlingen Alfabet, i samme digt som hun også skriver om Øresund, brintbomber og om at koge kartofler. Det er vilde kontraster, bomber og kartofler, ligesom det er en vild sætning, den om at vi skal dø. Og så på […]
I lang tid skrev jeg alting i kursiv. Det hjalp mig til at tro, at jeg i virkeligheden citerede en anden. At mine tanker bare var ord, jeg trak frem af en skuffe og skrev ned. At jeg ikke behøvede at tage dem så personligt, tage mig selv så personligt. Jeg skrev “storblomstret omsorg” og […]
I Linn Ullmanns roman ‘De urolige’, citerer jeg-fortælleren sin far for at sige: “Vrede er følelsernes svar på absolut gehør”. I musikteori er absolut gehør udtryk for evnen til at gengive en bestemt tone uden hjælp fra en referencetone. Evnen er ganske få mennesker forundt, kun cirka en ud af ti tusinde har den, og trods […]
Jeg er meget optaget af essayet som genre, alle de muligheder, det rummer, måske mest af alt det, at dets mål ikke er at konkludere men at diskutere. Det enkeltstående essay, der har berørt mig mest, er det, Information bragte i 2022 af forfatteren Christina Hagen: “Vi er nødt til at tale om, at selvmordstanker for […]
Engang arbejdede jeg i en integreret institution, jeg mødte ind klokken 6.30 og tog imod de første børn, Ingegerd, Laurits, Laura, Signa. Og Nete, hvis mor hed Ag-nete og som altid havde huller i tøjet: Et jakkeærme, der lækkede dun eller en storetå der stak frem fra strømpestoffet. Ind imellem malede hun øjne og næse […]