Louise Juhl

destory.dk

Category: Ikke kategoriseret

Plirre, pikke, æde

Jeg har brugt timer på at overveje, om jeg skulle afslutte en kommentar med et lilla eller et rødt hjerte. Grønt måske, det er jo håbets farve. Brugt dage på at fortryde en lidt for direkte sætning. Eller omvendt, en formulering pakket ind i vat og tåge. Vel, nok, til dels, måske. Jeg har startet […]

I am not unhappy

I går græd jeg. Og tog bad i Vesterhavet. Spiste grillede blomkålsbuketter og læste en bog færdig: Det var Elizabeth Strouts “Lucy by the sea”. En meget lavmælt roman om en ældre kvinde, der under pandemien flytter fra sin lejlighed i New York og til et dødsbo i Maine for at undgå storbyens galopperende smittetal. […]

Hule hænder

Jeg vil gerne prøve at sige noget, men det er svært. Det er svært, fordi det handler om ironi. Den ironi, de fleste af os er vokset op med, og som kan fungere som kærligt dril, en lim mellem mennesker.Men også som noget andet: En subtil form for mobning, for eksempel, ydmygelser forklædt som sjov. […]

Strejf

Jeg har noget, jeg gerne vil fortælle.Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få det sagt. Om det overhovedet lader sig sige.I går så jeg en rovfugl æde en due lige udenfor mit vindue. Fjer og ferie. Død og brød.Jeg åbnede vinduet og tog øjeblikket ind. Det mindede mig om noget.Det er dette Noget, jeg vil […]

Luftkys

Jeg husker, jeg besøgte en veninde på hospice, en ældre kvinde, hun var terminalt syg af kræft, det havde spredt sig til lungerne, hendes slimhinder var helt udtørrede af strålebehandlingen, hun måtte sutte på isterninger for at fugte munden, ganen, læberne. Hvis jeg skal være ærlig, var det ikke et besøg, jeg så frem til, […]

Et bjerg er i virkeligheden et hul, der har fået nok

I går lyttede jeg til en udsendelse om retsarkæologi. Det viser sig, at hvis du vil sætte dig et spor i tilværelsen, der aldrig forsvinder, så skal du grave et hul i jorden. Det behøver ikke at være hverken tyve meter dybt eller fjorten meter bredt, det kan såmænd være et ganske lille hul med […]

Forestillingen om et liv

Jeg læser Lucy by the Sea, Elizabeth Strouts seneste roman, den handler om tiden under covid, ingen af os magter vel egentlig at tænke tilbage, tænk, at det kun er fire år siden. Det føles som fire årtier, og så alligevel: Jeg led mindre end de fleste, tror jeg, mit liv forandredes ikke det store, […]

Jeg brækker mig over dig

Igår læste jeg igen Elizabeth Strout, novellen ‘Søster’, eller måske er det et kapitel, på forsiden af bogen står der i hvert fald “roman”. Strout selv taler om bogen som en række sammenhængende noveller. Måske betyder det ikke så meget, det er uanset hvad fremragende litterær kunst, det er på én gang massive og samtidig […]

Massefylden af rav

Jeg hørte engang om en fyr, der faldt om i skolegården. En punkteret lunge, viste det sig, han kom på sygehuset og alt blev godt, men i langt tid gik jeg ligesom bare rundt og ventede på, at det skulle ser. At min lunge skulle kollapse, mit vejrtræk forsvinde. Det var sket helt uden varsel […]

Om kroppen i havet

Det er den 20. juli, solen brænder, det er uvirkelig varmt. Iskioskerne holder længere åbent, der er udsolgt af pistacie og den med marshmellowsmag, hvis man køber to, får man gratis guf med i købet.Jeg går tur ved vandet, det slår mig hvor mange, vi er sådan en dag. Hvor forskellige og så alligevel ens. […]