Louise Juhl

destory.dk

Category: Ingens børn

Ensomig #799

Det er Valentinus’ dag i dag hurra for blingbling og mørbankede hjerter. Jeg har ingen planer udover at vande min sukkulenten Skægget Krassulader stort setog til min store fortrydelsepasser sig selvså mine alt for åbne arme hænger ubrugt tilbageog kalder Måske kan fuglene få dem Hvis jeg nu koger dem en kugle af fedt og frøkerner og sulten hud mon de så […]

Ensomig #761

De siger, der er forskel på håb. Jeg ved det godt. Jeg ved, at der er ting, det ikke nytter at længes efter. At jeg risikerer at spilde et helt liv på at længes, i stedet for at holde fast i det, jeg har. Han har foræret mig et æggeur formet som en høne, der […]

Ensomig #760

Morgenkalk, mælkehvid. Jeg knuser en pille og hælder sukker over, sluger den med lidt vand. Sådan fik jeg dem, da jeg var barn, sådan tager jeg dem stadig. Jeg har sovet i otte og en halv time uden at ænse det. Jeg bryder mig ikke om den slags sløsethed – manglende omhu med tiden. Alle […]

Ensomig #679

Jeg vågner tit og håber, at det bare er en drøm: Den her lugt af jordslåede grøntsager, der kommer indefra. En lillebitte løgn, der truer med at vokse sig stor. Og selvom kaffen er sej og bitter, er den er ikke nok til at slette sporene – heller ikke selvom jeg tilsætter lidt salt (jeg […]

Ensomig #673

Det er ligesom sidst.Jeg køber mandelmel og minutris og et glas med pastasovs og putter det hele i kurven. Jeg er voksen, seksogfyrre, jeg handler ind og tjekker min mobil (der er ingen beskeder, det er der aldrig). Går mod selvbetjeningskassen, stiller kurven fra mig, det er sådan, man gør. Det siger BIP, hver gang […]

Ensomig #672

Vi går i Storcenter Nord, spiser pandekager i Rasmus Klump restauranten. Jeg nøjes med en enkelt, Barbara bestiller fire, hun viser tallet med fingrene.– Fire!Hun kører en fingerspids rundt i flormeliset, rundt og rundt og rundt. – Se mor, siger hun, – jeg tegner en rund. – Der er ikke noget, der hedder “en rund”, […]

Ensomig #668

Det er mørkt udenfor og mørkt indeni, og én, der hedder Hanne Marie har skrevet, om ikke jeg kan sende hende et portræt, hvor jeg smiler? Jeg svarer: – what you see, is what you get. Det har været sådan et stykke tid. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det. En voksende ulyst ved at leve […]

Ensomig #661

Mindst en gang om dag læser man et digt, der ikke findes. Om en sø og en kop, måske, eller en kvinde og en brystkaramel. Men ingen bemærker det, for tiden har passeret start, og der er nogen, der venter og andre, der ventes. En dør af glas låses af, noget lukkes inde, lukkes ude? […]

Ensomig #657

Alder er kun et tal og drømme har ingen udløbsdato, siger lægen, der hedder Jørn og er god til at lyve.Derhjemme er vandhanen i køkkenet begyndt at dryppe, det rider mig som en mare fra jeg står op til jeg går i seng, hele tiden dette uregelmæssige åndedræt. Pauserne, der kun får mig til at lytte […]

Ensomig #651

Jeg taler med bøgerne. Finder sætninger, der lyder som noget, nogen kunne have sagt; svarer dem, så godt jeg kan. Eller jeg tyder gardinernes flimrende skygger; jeg synes, de ligner scanningsbilleder, uklare og kornede. De kommer og de går, sætningerne, skyggerne, uklarhederne. Ind imellem forsøger jeg at knibe øjnene sammen for at fokusere – på […]