Louise Juhl

Kære dagbog, Jeg skriver “hul” på væggen og kigger ud. ◊ Jeg ved godt, jeg taler sort, men det er nu engang sådan, at huller taler.  

  en gendarm væver et øje i uld – et skudhul han kan sigte sig igennem       Ὗ  

nu rører jeg dit ansigt nu tegner jeg et øje i din pande nu peger jeg dit øje mod mig nu skiller jeg mine ben nu sluger jeg dit øje nu spreder dit øje sig i mig nu er jeg aske i din urne nu er du et sandkorn i mit øje     (tegning: Pernille Larsen)

Der går to grå på en tanke. En for hver sort idé. Først-den-ene-vej og så-den-anden-vej. Hjem, ud, hjem, start, midte, slut. Vi skal gå så grueligt meget igennem. Før. Før hvad? Før det begynder forfra. Før solen går ned. Før klokkerne ringer og vi spørger ”Hvem ringer for mig”? Men ingen tør Spørge Jørgen, for […]

I. Jeg er alt på dit bræt II. [Lyder navnet dusør] III. Nogen kalder IV. Mig ussel mammon V. Og selv blinde korn finder høne . .  

␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣ luften og ved, hvem du er. Glem ikke at jeg er en ulv, en strejfer. Jeg er ikke ond, det er ␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣ ␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣ ␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣ ␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣ ␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣ ␣␣␣␣␣␣␣␣ ␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣ ␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣  sorthvide prikker. Prik. Prik. Så kan jeg sætte dig sammen som jeg vil, så kan jeg æde dig. ␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣␣    

Tager man et sut og et lille barn og sætter dem sammen, har man forestillingen om en tryg barndom. * Spøgelser er utrygge børn. Spøgelser er navnløse sutter. Spøgelser er nøgler uden døre. Spøgelser tuder og tuder: ”uuuh uuuh uuuh” i håb om at forføre en barndom.        

At ligge på fakirens ryg. At mærke sig hudens lærred, og ønsket om at male en blomst. At tøve. Selv anemoner er søm for en skovbund.