Den lyd af småbitte hænder, urolige hænder på en mur af ryg, en ryg jeg kan skubbe til, skubbe og skubbe og skubbe, og hænder, småbitte hænder, der kaster mig tilbage i en krop, en krop jeg kan røre ved og smage på og holde om, det er det, jeg elsker ved natten, at jeg ikke […]
Kære dagbog, Hvis jeg var Alfons Åberg, så ville jeg binde en snor i den enorme taleboble, der hænger fra min mund, og som trækker mit ansigt skævt. Jeg ville binde en snor fra boblen til en flettet kurv, så den blev en ballon på et luftskib, og jeg en slags Moses, drivende på en […]
Kære dagbog, I nat satte jeg mig på en plastikstol under en bruser, og tændte for vandet. Der sad jeg, fuld påklædt, og lod mig oversvømme, ethvert tilløb til tanker blev skyllet ud, der var bare fugten og knoglerne og det gennemsigtige mørke. Jeg grinte som besat, det var jo fuldkommen latterligt, at sidde på […]
Det hænger sammen. Ikke med det foregående eller det efterfølgende, men som tyggegummibobler, der forhindrer os i at tale. Jeg ser ud af øjnene, at dagene skifter navn, og måske er det nok. Træerne udenfor mit vindue taber deres blade, med den præcise unøjagtighed, som kun det tilfældige kan lade sig tabe. Kan du se, […]
Hvis jeg tager mine øjne, og lægger dem i et glas vand, så. Så kan jeg leve som om, jeg har tabt mine tænder. Så kan jeg børste dem, og jeg kan stille dem i en montre. Så kan jeg kende min alder ud fra slidflader og mængden af kalk. Jeg kan datere, placere, anslå […]
Kære dagbog, Jeg forstår mig ikke på indhold af dage, kun formen kan stadig røre mig. Som nu solen, der insisterer på at definere ”det runde”, som noget gult. Eller lyngen, der bare ér: Et lilla brandbælte mellem det, vi kalder virkelighed og det, der gør en verden. Det er da til at forstå. Kh […]
Kære dagbog, Det er vel cirka sådan en hærvej bliver lagt: man traver et selv under fode, meter for meter, for at ende et andet sted. For at ende i en andens sted, måske? Hvis det var tilstrækkeligt at være Agnes. Hvis ikke jeg behøvede at tilbagelægge disse sider, for at fjerne mig fra mine […]
Klitterne heromkring minder mig om fjer, der er faldet så tungt, at de har flænset verden i et “her” og et “der”. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har det som om, jeg er havnet på den forkerte side af det skel.
Kære dagbog, glem hvad jeg sagde i går. Spørg i stedet en ørn bundet til en pæl, hvad det vil sige at flyve. Det er ikke vingerne, der gør forskellen.
Jeg er et menneske. Agnes. Mit navn er min menneskelighed. Er det antallet af løgne, der afgør vores menneskelighed? Jeg er en løgn. Løgnen hedder Agnes. Er dét så sandheden?