2 – 2
Det er krympet, ikke?
og i dit ansigt læser jeg en søfugl der dykker uden at vide at havet er tømt for fisk og som derfor bliver mæt alene ved længslen efter det der kommer igen og igen og igen
Der er ting, der vender tilbage. Ja naturligvis, alt er jo spejlinger af spejlinger, havet, himlen og min bare røv, spejlinger det hele. Men det ærger mig, hvor stærkt det føles. Eller det ærger mig, hvor stærkt jeg føler. Alt det følepis går mig på nerverne. Jeg vil for helvede bare spille bold op ad […]
Jeg er optaget af det ansigtsløse: tænder i dirren, hælenes fald over tid. Det eneste der lyser, er neglenes blodkar, som flourescerende insekter mod min ryg.
Hvis jeg pegede dig ud som et punkt på et kort, og du sagde ”Følg mig”, og jeg forlod dit landskab. Ville du så ånde et ”Føl mig” i min nakke, og ville jeg gå med?
Kærligheden er ikke umulig, siger du. Jeg har aldrig tænkt på kærligheden som en mulighed, men måske mener vi det samme?
”Forlad os vor skyld”, fniser de, mens de æder som gribbe af næstendøde kroppe. Det eneste de levner, er sult.
mellem to og halv tre falder solen sådan på glaskanden, at der tegner sig en urne i dens skygge.
Din sandhed er løgn forklædt som ærlighed