Louise Juhl

Den eneste tøven, det er værd at beskæftige sig med er den, sekundet før vi klækker et æg i hænderne.

  Det er bedst sådan; uden vilje til at heles og uden mod til andet end.    

Du er så tung, at jeg lystrer navnet Lapis    

Tyngdekraften stemmer ikke overens med den pukkel, der bærer min ryg, eller den ro, der knækker det hvide. Det er, som er der ingen anden masse i rummet. Kun jeg, der trækker og tynger jorden, der ellers ville efterlade mig. Svævende.  

Den te, der størkner i min kop, minder om et smilehuls rekyl      

Vandet virker uroligt, som det lægger sig foran os. Så “lige ved og næsten”, så “lige på tungen”, så langt fra nok. Hvad er farven på sot, på spyt, hvad er farven på glasset, lige før det brydes som lys? Jeg ved du ikke svarer, og netop derfor tør jeg spørge: 
Skal jeg vende kinden […]

X er neglen der vånder sig. erindringen om dét, der blev undladt. et primtal, der grådigt higer efter at gå op. (brevet er sendt fra en umulig klode). X   .

At udgøre forskellen mellem vand og vand, er en måde at drukne på, uden at dø. Ikke at forsvinde, men opløses .

  Hvad mødte vi først: magten eller afmagten?   (erfaringen er subtil)    

Eller: lægger mig ned og håber, det hele passer sig selv (til sine dages ende)