Louise Juhl

Nuancerne lige før de bliver til farver. Og så den umulige fugl, der nægter alt, og som forhindrer mig i at græde. Det er dét ΅  

Jeg er ikke sikker på, at jeg tilhører min krop eller, jeg er ikke sikker på at min krop er min eller, jeg tør ikke røre mine egne bryster. Og jeg er ikke sikker på, om jeg græder af egen fri vilje: Om mit blod er mit eget, når jeg bløder? Er du?

Der er bjerge, der ligner huller, og huller   der ligner bjerge, og tinder, der tipper og borer sig vej til flodig magma der ligger vi så og vånder os i smertefuld   lykke oh joy.  

Jeg har købt et puslespil. I ensfarvet lilla; en uendelig himmel af lyng. Titusinde brikker, alle i lilla og af samme størrelse. En helt, helt lille eksplosion af ingenting. Jeg sidder og ser på brikkerne og ved, at jeg aldrig får det samlet. Det er en meget stille erkendelse, kan du høre det?    

Om det liv, der udspiller sig, mellem ek og ko    

kærlighed er en mur, der ikke skelner mellem den ene og den anden side.

Bare fordi noget er mere sandt end noget andet, er det ikke nødvendigvis mere ægte.      

At fragte et Selv mellem IkkeHer og IkkeDer, at tømme det undervejs.    

Jeg drømte, at jeg vævede en tekop: Lille og sirlig. Det var slidsomt, mine fingre krampede undervejs. Værst var dog dét her med, ikke at kunne smadre den, koppen. Dét, at den ville falde til jorden, som et dun, hvis jeg smed den fra mig, uden at sætte aftryk og uden at gå i stykker. […]