notat #2
Vandet, der mister sin uskyld og hullet, der mister sin dybde. Dén slags.
Vandet, der mister sin uskyld og hullet, der mister sin dybde. Dén slags.
Nogen gange, særligt om natten, når jeg ser på jorden ude fra rummet, så synes jeg, at den ligner øjet på en fugl i bur.
Vi er en uafsluttet fred, en fred så langvarig, at den har fortabt sig i ingenting, et gabende hul og et hul og et hul så dybt, at vi ikke kan falde, men i stedet kalder på hinanden og på hinandens fald, men kun svarer os selv eller ingen, fordi det ene fald ligner den […]
December ligner april, der igen ligner enhver afgrænsning af cirka tredive dages varighed. En negl, der bider sig selv ned til rødderne i en slags insisterende uskyldighed. No, no.
Jeg skriver aldrig under synonym, men hvis jeg gjorde, ville jeg kalde mig Kajsa Toto. Det ville lyde lidt japansk og himmelsk, men samtidig helt, helt enkelt. Jeg ville være den største løgn; et bjerg så småt, at selv et hul ville føle sig overlegen. Sådan kunne jeg puste æg, sådan kunne jeg tømme alting […]
Den drøm, jeg ikke tør vågne fra: at ofre en anden, for at blive mig selv.
Jeg er træt af æbler, der ligger og rådner et sted under navlen, og af alt det, der skiller mine lår imens. Jeg er træt af at slukke en tørst i sand, i sand. Sand. Mest af alt er jeg træt af at skrive om krop, som fire bogstaver der giver mening. Fuck nu det […]
Hænder, der søger og finder en krop, hvor ingen kroppe gror, og nætter, der gør det samme: søger og finder mig, på steder, jeg aldrig har været aldrig nogensinde vil være.
i dag fik jeg et rødt bær forærende, som en gestus fra en busk, der ikke forstod. og jeg læste om en frygtelig ulykke et sted, tre omkomne børn og en mor, der ville give sit liv for ikke at leve. det var et underligt sammentræf, det røde bær og de døde børn, og jeg […]