Louise Juhl

Du taler om lethed og tyngde, som om der ligger en modsætning gemt? Hmmm…. jeg har nu set dun af bly svæve så sprødt, at de opløser vand undervejs. [og så knækket, at det ligner en halskrave i sølv]      

Og angsten for at knuse og angsten for at knæle [for dybt] og angsten for at ånde og angsten for at styrte [sig sammen] og angsten for at knække og angsten for at nåle [en dukke] og angsten for at træde ved siden af og angsten for at glemme [dét] og angsten for høje hæle […]

. The sinner takes it all .

Du er en fugl tung som et kontinent, og uanset jeg elsker at se dig svæve, er det jo slet ikke dét du gør, når du flyver. Vel?

Jeg begærer det grove i ridset og dynen der falder så tungt som et lagen og puden der lægger sig over mit ansigt så alt for længe at natten bliver hvid som en stjerne og derefter nedad og nedad og nedad.

Jeg vil også være en fugl, en gul and i et badekar med sæbeskum og en mulig druknedød undervejs. Med vingespidser rynkede af tiden i vandet, som fingrene på en spæd. Ja. Den skal flyve, fuglen, ikke flyde eller dykke. Men den kan ikke flyve, eller den vil ikke. Den flyder i hvert fald. Og […]

Som stykgods bevæger Mallemukken sig. Fjer for fjer for fjer. Det er ikke den samme, der når frem som den, der tog afsted. Eller omvendt.

  Hvad mødte vi først: magten eller afmagten?   (erfaringen er subtil)