Jeg tror, jeg har tid nok: til frøer og firben og andre umulige dyr. – Og til at tude, næstenlykkeligt. Fordi jeg kan. Endelig!, efter så længe at have spyttet mig i ansigtet, for at få noget til at løbe. Noget, der kunne tegne streger på mine kinder; male en stribe gråd, grådighed. Nu pibler […]
Jeg er ikke bange, jeg ville ønske jeg var bange, men det er jeg ikke, jeg er bare træt, træt som et ondt år, et gnavende ur af langsomme tik-tak-tics. Og kun een ting holder mig vågen [ikke om natten, men om dagen]: Det er dén hund, dér, udenfor. Et umuligt dyr, som truer med […]
Jeg er vendt tilbage. Til en angst, jeg havde tabt, og som har efterladt mig med betændte sår i stedet for øjne, gullige kugler af angrebet væv, tomme forventningsbylder, pis mig i øret og fuckofness og dét, der er værre. Jeg har tvunget pasteller frem, grønne håb og halleluja. Smukt. “Det bliver godt, det SKAL […]
Kære dagbog, Jeg skriver “hul” på væggen og kigger ud. ◊ Jeg ved godt, jeg taler sort, men det er nu engang sådan, at huller taler.
Men. Jeg har set guldsmede så tunge af krop, at jeg tabte pusten. Og jeg har set æbler falde så langsomt, at de trak striber undervejs. Jeg siger ikke, at jeg ved noget om hverken insekter eller tyngdekraft, det eneste jeg siger er, at det, der ikke vil falde, må flyve. Bum.
Det hænger sammen. Ikke med det foregående eller det efterfølgende, men som tyggegummibobler, der forhindrer os i at tale. Jeg ser ud af øjnene, at dagene skifter navn, og måske er det nok. Træerne udenfor mit vindue taber deres blade, med den præcise unøjagtighed, som kun det tilfældige kan lade sig tabe. Kan du se, […]
Kære dagbog, Jeg ringer op i blinde: Taster otte tilfældige tal og lader så stemmen i den anden ende afgøre, hvem jeg er, og hvad jeg vil. Eller jeg tæller knæ på en mariehøne, for at regne mig frem til, hvor det bløder. For det meste smadrer jeg et glas – kun for at tillade […]
Mit ansigt er et spejl i din knæhase, det synker os sammen. Vi ligner noget havet har tabt, kludedukker i en vandkant. Så duvende, så dødt.
Min krop sænkes i vand og fortrænger dét, der svarer til massen af et menneske: et hul på størrelse med en fingerbøl. Det er vel cirka, hvad det kan blive til, det er vel omtrent, hvad et “jeg” kan indløse: Et hoved for et søm, et navn for en skæbne? Kh “Agnes”
Kære dagbog, De har lovet sol. Der stod en mand på tv og pegede med en pind på en skærm. Han gennemspillede varmens bølgede bevægelse fra et fjernt kontinent, afsluttende i en eksplosion af sol lige her. Her. Hvor jeg lever, middelt og nådigt. Den regn, der falder nu, klokken seks morgen, før verden gør […]