Kære dagbog, Det er længe siden, jeg sidst har været bange. Sådan for-alvor-ude-af-mig-selv-bange, og ikke (som nu) bare konstant på vagt. Engang vidste jeg, at der var to scenarier, jeg kunne udspille. Den langsomme død og den hurtige død. Nu har der vist sig en tredje, middelvejen, den jævnt fremadskridende død. Jeg er ikke bange […]
Hvis jeg tager mine øjne, og lægger dem i et glas vand, så. Så kan jeg leve som om, jeg har tabt mine tænder. Så kan jeg børste dem, og jeg kan stille dem i en montre. Så kan jeg kende min alder ud fra slidflader og mængden af kalk. Jeg kan datere, placere, anslå […]
Kære dagbog, Jeg har vævet historier her og der. Jeg bruger dem som sjal, når det bliver køligt. De handler om dyr, der kan tale, og lidt om før. Altså dét før, som jeg kan huske, og så alt dét, jeg prøver at huske. Alt derimellem finder jeg på. Kh Agnes
Kære dagbog, Der hænger et insekt foran min rude og arbejder så ihærdigt på at rede sig ud af et spind, at jeg end ikke nænner at tænke, at det er forgæves. Jeg føler mig afsløret, men ved ikke, i hvad. Det er længe siden, jeg sidst har løftet røret og håbet, at der var […]
Så bruger jeg natten på at spise brændte kastanier, og det er der i og for sig ikke noget problem i. Heller ikke, at jeg vågner, og følger de samme rutiner, der tusinde gange før har ført mig til det mest absolutte af ingenting: Vejrtræk – fordi! Jeg kan sætte mig, som nu, og skrive […]
Kære dagbog, Jeg forstår mig ikke på indhold af dage, kun formen kan stadig røre mig. Som nu solen, der insisterer på at definere ”det runde”, som noget gult. Eller lyngen, der bare ér: Et lilla brandbælte mellem det, vi kalder virkelighed og det, der gør en verden. Det er da til at forstå. Kh […]
Det er længe siden. Så længe, at folk beder mig lægge det bag mig. “Der er en tid til at dvæle og en tid til at gøre op”, siger de, som en slags svar på noget, jeg ikke har spurgt om. Jeg er en dvæler. Jeg ligger på knæ og tyder de lange linier på […]
Klitterne heromkring minder mig om fjer, der er faldet så tungt, at de har flænset verden i et “her” og et “der”. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har det som om, jeg er havnet på den forkerte side af det skel.
Kære dagbog, Om natten ser det sådan ud: Jeg findes før og jeg findes efter, men ikke imellem. Nu vågner jeg, og trækker en dag over hovedet. Jeg bærer rundt på på en dag, om lidt vil jeg skrive dagen. Om lidt vil jeg skrive en krop, der kan bære, at den ikke findes. ____________ […]
Der er uendeligt mange insekter i nat, kokonklædte. de minder om tung regn, der ikke falder, men hænger i luften som aflange drypsten fra loftet. Og jeg ser dem: kæmpestore bolde af ben og øjne, de gør ingenting, de er fanget i pupper af støv og spind, indtørrede mumier. Om lidt er der mærker på […]