jeg er hverken omvendt eller på hovedet, jeg er mest af alt på røven, hjerte rimer på smerte, men hvad rimer på røven?, jeg har lyst til at græde, det er et umodent træk i min karakter, der bliver stadigt mere tydeligt med alderen, jeg vænner mig aldrig til det erfarede, den idé, at fordi […]
Kære lille kugle, hvis jeg nu gør mig helt orange og puster kinderne op, må jeg så lægge mig ved siden af dig? Så kan vi ligge og duve hinanden, som bolde gør, hvis de altså overhovedet gør noget? Lille umulige orange klode, jeg vil også gerne spørge dig, om ikke vi to kan slå […]
Jeg er simpel: Hvis a så b, hvis dag så dont, hvis røv så spids. Det er vreden, der vækker mig til morgen, pisfuglesang, som om der var noget at synge om, gudfaderbevares, en sang fra de varme lande, måske, det er vreden, en meget, meget sulten kat med en hårbold i halsen, den siger […]
Kære Jochun, Det er tågen, der gør det, eller den uendelige rytme fra en kædedans, jorden der giver efter, jeg føler mig voldsomt alene, jeg går rundt og binder røde sløjfer om bjergfyren på skråningen udenfor, en slags omsorgs-rape, kram et træ, nej kvæl et træ, og jeg forestiller mig, at du vil følge dem, […]
Jeg vil bygge, ja jeg vil, et sultent pandekagehus vil jeg bygge, en klistret masse af mel og sukker og smør, ja jeg vil bygge et pandekagehus og kitte det med sirup og marmelade, og det skal være så stort, det hus, og det skal være så sweet, det hus, uimodståeligt, og DU, du skal […]
Mine hænder vil ikke nøjes. Mine hænder vil steder hen, jeg aldrig kommer, mine hænder hvisker mod papiret: “NÆNSOMME HÆNDER SKRIVER HELT, HELT SMÅT”
Til F. Nogle gange er jeg bekymret for, at jeg er ved at blive skør. Det er noget med den måde, alting hænger sammen på, nej, det er noget med den måde, jeg finder sammenhænge overalt: Antallet af sprosser i naboens vinduer, antallet af planker i hegnet. Fluerne, der summer med en lyd, der nøjagtigt overensstemmer […]
At væve en dørspion så tæt, at øjet slår knuder: GLO RIA IN EXCELSIS. •
Jeg sidder her, mens tiden tæller sig selv ned: Tre, To, Een. Det føles akavet, lidt som at tegne et øje, for at afværge en orkan. Eller som at kalde på ulven, for at spørge om den ved, hvor Peter er?