ß
De råber navne op: “Agnethe H Sorrismann”, jeg råber ja. Det er en særlig form for fællesskab, at være et nummer i rækken, det er en særlig form for ensomhed, at blive genkendt som en anden.
De råber navne op: “Agnethe H Sorrismann”, jeg råber ja. Det er en særlig form for fællesskab, at være et nummer i rækken, det er en særlig form for ensomhed, at blive genkendt som en anden.
Jeg ved det. Når du vender vrangen ud på vrangen, når du ligner et pindsvin, der sluger pigge, for at smage sin egen medicin.
Jeg drømmer med ført hånd. [Jeg tror, at det skyldes kulden: Alting staser, kroppen, tankerne, ja selv drømmene trækker sig sammen. Fryser til. Jeg føler mig som drivtømmer på en finsk flod i februar, ja det var dét, jeg drømte: At jeg var en tung, tung stamme i langsom bevægelse gennem isgrøde på vej mod […]
solen er så sindssygt gul, som en psykotisk / solsikke / hænger den og vipper uhæmmet smuk: Et øje så inderligt, at det nærmer sig forræderi, når den senere viser sit sande ansigt- s pletter i sneen
At kunne gå på gaden, genkende asfaltens striber, at se på de dovne lygter, der svæver, og tænke: ”jeg ved, at I kan mere end bare at lyse”, at glo på en vandpyt, lige dér, og vide, at det ikke er den, der spejler vandet, men omvendt, at gå på gaden, et kunstigt øje, som […]
Jeg har brugt natten på at lede efter månens manglende halve. Jeg fandt den ikke, måske gik jeg den forkerte vej, måske er det lige meget hvorfor. Men jeg fandt en pakke riskager, et æble og en halv pose marshmellows, som jeg spiste i ly af mørket, ikke af sult, men som en slags erstatning […]
nogen gange skal jeg være helt alene. jeg skal sidde på en udtræksseng ved et fremmed vindue, og forsøge at bestemme, hvor jeg skal hænge mine arme, jeg skal virre med hovedet, fordi det er sådan jeg gør, når jeg er alene, virrer og vipper. jeg skal vinke til en farmor, jeg aldrig har haft, […]
”Jeg vil røre for fanden”, hvisker jeg. Og kradser hul, vækker jord til live under mine negle. Du skal passe din have. Ja. Jeg er krop. Ja. Og jeg er jord, jeg kradser, jeg er så tilpas forladt, at jeg kan tillade mig alt for at hævne det hylster, jeg er sat til at passe. […]
Vi bliver ved med at gentage de samme ord, som om de dermed får mere mening, som om de beviser sig selv ved at dukke op igen og igen i stadigt mere besværede udsagn: ”Det bliver aldrig det samme” siger vi. Hvilket det, hvilket samme? Imens, et sted i en park i et mørke, lyser […]