Jeg står op og former et hulrum mellem mine hænder: Rummet har samme størrelse som et mellemstort egern. Jeg ved ikke hvorfor, jeg står op eller hvad, jeg skal stille op med det hule, mine hænder, jeg ved kun, at det er søndag, og at jeg bliver stående lidt endnu, hvis nogen skulle kende et […]
Du spørger til mine fingre, hævelsen og det, der sker. Jeg forklarer dig, at en halvgennemtrængelig membran sørger for, at opretholde væskebalancen i cellerne, men at hos mig er er denne balance en ubalance. Som om, det er sådan, det er. Så trykker du på det sted, hvor hævelsen er værst – lige under knoerne. Huden bliver […]
jeg bladrer forbi det sted i teksten hvor du står ikke fordi jeg ikke ved hvad du betyder men fordi jeg ikke kender betydningen af det du et polyamouralsk primtal måske en lilla negl der klemmer en lus de hedder det samme i flertal en to lus ligesom dig både og du du […]
Jeg ved godt, at det der med kærlighed, og det der med at elske, kun er for flæbepander og dagdrømmere, men alligevel, vi sidder og snakker om havet, at vi elsker havet, det vil sige, jeg elsker havet, og du elsker havet, vi er altså fælles om at elske havet, yay, og vi kigger ud […]
Måske er det hele noget, jeg bilder mig ind. Altså, at jeg efterlod mine hænder på din krop, og at jeg vinkede. At de ikke vinkede tilbage? Uanset hvad, så har jeg ikke kræfter til at gøre det om, heller ikke lyst. Jeg befinder mig bedre uden mig, kunne man sige, eller. Jeg befinder mig […]
Hvis jeg sluger et bjerg, og du fylder et hul – går vi så i vater tilsammen?
Mor siger, at man ikke skal skue hunden på hårene. Jeg tør ikke se på hende, når hun siger den slags, for mor er ikke en hund, så hvis hun taber håret, hvad er der så tilbage?
Mor tager mit ansigt mellem sine hænder: “Man ikke skal skue hunden på hårene”, siger hun og stryger mig over min kind. Jeg spørger, hvad hun mener med det, hun smiler og svarer mig, at: “åh, den slags skal du ikke bryde dit lille hoved med.” “Jeg vil gerne vide, om jeg er hund eller […]
Vi holder om hinanden, og selv om ingen af os rører, er det rart. Jeg peger på din kind, der hvor. ”Bella?” Du kalder mig Bella. Jeg synes, det lyder som navnet på en hund, at det mærkes loddent mod tungen. Bel-la. Pelset og vådt, men rart. På samme måde, som når vi holder om hinanden uden […]
Nogle gange, (ofte faktisk), tænker jeg på, om den gamle dame købte en hund, fordi hun håbede på at udskyde sit eget endeligt? Man overlader jo ikke et dyr til sig selv.