Louise Juhl

destory.dk

Category: symbiose

Havgus

Han ser grå ud, synes hun. Måske er det fordi hun forventer noget andet, noget næsten levende. Han ligger på ryggen med øjnene rettet mod loftet, men vender sig, da hun kommer ind. Det overrasker hende: døde mennesker vender sig ikke, gør de? Hun sætter sig ved siden af ham og tager hans hånd. Det […]

sådan, som: den eneste [anden] form for fravær, der er værd at tale om ja, lige præcis sådan som nu    

Om fænomenet “spøgelse”

Tager man et sut og et lille barn og sætter dem sammen, har man forestillingen om en tryg barndom. * Spøgelser er utrygge børn. Spøgelser er navnløse sutter. Spøgelser er nøgler uden døre. Spøgelser tuder og tuder: ”uuuh uuuh uuuh” i håb om at forføre en barndom.        

Isn´t she?

sådan sover jeg på mange lag af dit og mit og vores, og det er ikke frygten for at være kvinde, der dækker mine bryster, det er den særlige flugt fra at være netop dét: ikke-forsørger, ikke-jæger, ikke-vinder, men en reproduktiv foranstaltning, en brystmaskine i en verdenshal, et regnestykke der går op fordi det går […]

De første skal blive de sidste

der er ikke nogen breve af betydning, så i stedet sidder jeg og undrer mig over, at han – soldaten over dem alle – er yngre end et barn: skyd eller i blinde, lev eller vær beredt, glem dig igennem og tilbage. på ét punkt minder vi alle om barnet.      

Gå aldrig tilbage

Jeg er en fuser, så lige ved og næsten at eksplodere af L♥♥♥ve Du mister meget mere end en finger!      

Tekst 4, tidligere udgivelse

Det strejfer mig, at du er en dråbe. Jeg mærker fugten i luften og ved, hvem du er. Glem ikke at jeg er en ulv, en strejfer. Jeg er ikke ond, det er blot min natur at nedlægge byttet, at æde mig vej gennem ubeskyttet vildt for at leve. Du tror du kan se mig […]

Nøkken

Nu gør du det igen. De små ryk med hovedet, som mor ikke bryder sig om. Små ryk der ligner et gisp, der har sat sig fast, en drøm du ikke kan ryste af dig. Et ryk. Og et til. Mor kan ikke lide det. Hun bukker sig ned og tager dig op, og du […]

Poolish

Jeg ved ikke hvad, men noget minder om dig, som du står lige – der – med ryggen til og smiler med røven: så fucked up syret og fuldkommen elske- lig

Til sidst

Jeg begærer det grove i ridset og dynen der falder så tungt som et lagen og puden der lægger sig over mit ansigt så alt for længe at natten bliver hvid som en stjerne og derefter nedad og nedad og nedad.