Louise Juhl

Drømmene taler i vildelse. Der er et vilkår vi må  leve os ud af leve os ind

Hvis ikke, må man føle. Eller: Man må stryge sig som vinden mod blade og træer, nej, som en kælen kat og håbe, at noget giver genlyd At nogen gør Vinden svarer. Ikke. Vinden bare gentager og fordobler. Vinden stjæler hushjørners hvin og gør dem til sine Vinden skriger dig i øret “Jeg er sgu […]

Alt bekræfter sin egen oprindelse, intet bekræfter min. Kun en flænge i tiden, hvorfra jeg flyder. Så når du spørger mig, om jeg er klar, må jeg svare. At du bekræfter havenes delta, men ikke mit. – Og det er ikke nok.

Jeg tager den sorte tunika på. Den klæder mig, ser jeg i spejlet. Det er, som om retten rygges i den; som om øjnene bliver dybere. Dybere, men ikke ældre. Sofaen. Sofaen er et godt sted at starte. Sætter mig helt ude på kanten, bøjer nakken en anelse, fordyber mig. I minderne, lydene der var […]

De skal have kogt spidsbryst til aften og huset er fyldt med lugten af fugt og mad, da de træder indendøre. ”Lad os få luftet ud”, siger hun. ”Tal for dig selv”, svarer han. – Og tænker: hvorfor skal hun altid være så subtil? ”Hvad gik jeg glip af dér?”, spørger hun. – Og tænker: […]

Hans drømme er kølige næver kun en krop kan bære. Drømme af jord der ligner en grav. Af jord skal de igen opstå: Som blå udtrækninger på huden og læber i timerne efter.

Jeg er et fattigt ord. Siger du og klæder mig af. Hvis du ser op er alting sorte huller. Siger du og holder mit ansigt mod jorden. Tak. Siger jeg

Jeg er kommet på besøg uden at få lov. Forklædt i dine drømme, er jeg en hund uden øjne. En knast i en bjælke over dit ansigt. Tom som ikke: Ikke her, ikke nu, ikke mere. Jeg er en hund, jeg lystrer din angst. Snerrer ad længsler, logrer med tænderne blottet: Tir mig! Jeg er […]

Alle de appeller fra krop til hoved. Alle de afslag den modsatte vej. – Det giver ingen mening, og netop dét er mening nok.