B
Uanset hvor lidt jeg faktisk findes, så findes jeg dér: Som afstanden imellem dine øjne og dine hænder.
Uanset hvor lidt jeg faktisk findes, så findes jeg dér: Som afstanden imellem dine øjne og dine hænder.
Dine hænders aroma: duften af dej og alt det der hæver når du rører ved mig
Nogen rejser sig, det gør hun, nogen kommer ind, det gør han. [Så formelt kan det ses, som om de er hinandens mellemværende] Hans fingre lugter af sved; hun er varm, som én, der venter, kan være det. Sådan bliver de hinandens ankomst, lige der.
Du spørger til alt andet, end det der er vigtigt, og jeg svarer så godt, jeg kan: At intet nyt er intet nyt, at vi har sået karse i mælkekartoner, at det allerede spirer. Du nikker og siger, at det er godt. Det er godt. Så læser jeg og stjæler ord, der er mere virkelige […]
Vi er en uafsluttet fred, en fred så langvarig, at den har fortabt sig i ingenting, et gabende hul og et hul og et hul så dybt, at vi ikke kan falde, men i stedet kalder på hinanden og på hinandens fald, men kun svarer os selv eller ingen, fordi det ene fald ligner den […]
Vi er tilfældigvis brudt sammen. Det føles som et øje i maven, et nej, der bare sker. Sådan. Sket. Vi slår os ned for øjnene af et førstesalsvindue, og bliver de pletter der opstår, når fugle ser uv-lys og alligevel vælger at rejse ud.
Din lede er påtrængende, ja massivt muskuløs som en alt for potent sorg, der gaaanske langsomt æder sig vej gennem brusk og hud og flager af aske, jeg har ikke luftet hunden og et eller andet sted er det også fuldkommen ligegyldigt, hvad og hvorfor, du stjæler af månens manglende halve og spytter på jorden […]
Du og jeg ligger, sammen, vi lægger os sammen, morgenen er kold, den skutter sig. Her findes vi og rummet, hverken dit eller mit. Du siger, at det er ok, du siger, at kærligheden er større. “End hvad?”, spørger jeg, men du svarer mig ikke.