Voice over
[Hjem er dér, hvor ”jeg” ikke behøver at forklare ”mig”]
Du trækker min navle tæt til din lænd, sådan ligger vi og fordobler et køn [eller halverer to] kravler ind og ud af hinandens kroppe; Slanger der skifter ham.
Hvis ikke jeg forklædte det vi har som en løgn, ville det [ville vi ?] ikke være til at bære.
Det er ikke flammerne der gør varmen, det er gløderne. Og så det ulmende begær efter at slå ned som en meteor. Lysten til at efterlade et hul så stort, at kun helvede kan fylde det ud. [at elske og ære til døden os skiller]
Jeg sætter alt på dit bræt. Kan du mærke hvor det tipper, kan du mærke hvor trang jeg er? ≤≥
Jeg binder en knude om min finger, en huskesløjfe, der skal minde mig om, at jeg ikke kender dig. At jeg ikke kender dig – og derfor skal huske at spørge dig. Om jeg elsker dig, for eksempel. Om jeg er en ådselsjæger. Om du kan trykke mine arme ind til din krop og om […]
[ Jeg græder ikke, fordi du tilbyder at trøste. Det er indlysende. Er det ikke? Græd jeg for at få din trøst, ville gråden være en appel forklædt som en dom, en sandhed forklædt som løgn. Sådan er jeg ikke. Det er jeg da ikke. Vel ? ]
At elske en næste, det er vel det, der driver mig. Det næste. Den næste. Jeg dør nok, før jeg bliver færdig. Det kan lyde ulykkeligt, men måske er det en fordel? Ikke at have det bedste til gode, men dog noget, altid noget mere til gode. Ikke dig og dine armhulers suk, siger du, […]
At elske, at elske med døden, at. Ja at vænne sig til den. Mod den. At gribe sig selv om halsen og vågne med udtrækninger på halsen, og håbe, at man kun er en drøm.
Jeg kunne spise af skyerne med kniv og gaffel, men bruger fingrene i stedet. Det handler om respekt, om gensidighed. Puuuf.