Hvad gør man, når træet man skal rejse sig ved, er faldet. Når selv luften gisper efter vejret og trækfuglene virrer formålsløst med fjer. Når regnbuen begrænser sin skala til sort og hvid og skatten for enden forlængst er formøblet. Når dråberne suger fugt ud af sig selv og fortættes til tørhed bagerst i munden. […]
Jeg har fortalt dig, at verden er en sort tavle jeg visker ud, prik for prik. Det udviskede og verden, erindringen og erfaringen. Hvem sluger hvad?
og i dit ansigt læser jeg en søfugl der dykker uden at vide at havet er tømt for fisk og som derfor bliver mæt alene ved længslen efter det der kommer igen og igen og igen
Der er ting, der vender tilbage. Ja naturligvis, alt er jo spejlinger af spejlinger, havet, himlen og min bare røv, spejlinger det hele. Men det ærger mig, hvor stærkt det føles. Eller det ærger mig, hvor stærkt jeg føler. Alt det følepis går mig på nerverne. Jeg vil for helvede bare spille bold op ad […]
at kunne gå i slåbrok til klokken tretten, lade puderne ligge som de lå og købe ting, man ikke har brug for, at nyde og skide på at yde, at drikke øl til sin frokost og ryge tjald før man sover, at leve på en sten eller mindre og ødsle sin manglende formue ud på […]
Som er savnet den eneste virkelige følelse; vreden og lysten og den der ballon af varme kun en attrap, et sindssygt “klik” i et spil russisk roulette. Eller: som er lyset bare en lignelse for mørket og hulen kun et liderligt hul før søvnen.
Jeg begærer det grove i ridset og dynen der falder så tungt som et lagen og puden der lægger sig over mit ansigt så alt for længe at natten bliver hvid som en stjerne og derefter nedad og nedad og nedad.
”Forlad os vor skyld”, fniser de, mens de æder som gribbe af næstendøde kroppe. Det eneste de levner, er sult.