Dette limbo over ingenting – udover ingen. Den her tranedans uden ynde: For vaklende ben under for tung krop. For svimlende bryster over for tyngende navle. For ondt over for helvede. Dette ”hvis-ikke-så” Hvis-ikke du så-ikke jeg. Hvis-ikke jeg så-ikke mere. Måden. For helvede-måden. For dybt og for kvalmt-måden. For lad mig min skyld. Nåden. […]
når du ryster på hånden med elefanter s hvilende mod og hulmuret hæshed så
( Nu ligner kroppen dét, den er: For mange rum uden vægge. De kalder mig levende af samme grund? )
Kære du. Jeg forstår dig ikke eller også gør jeg, men vil ikke. Forstå altså, og det siger muligvis mere om mig end om dig, vil du mene. Og tilføje, at du dybest er ligeglad. Med forståelsen og med mig, ikke mindst. Og det er så ondsindet sandt, at jeg ikke tror dig. Eller ikke […]
Jeg er ikke god til at stryge hår. Jeg ved ikke om det er den gyldne farve eller de brusende krøller, Babydoll, men noget får mig til at rive. Rive i dit gyldne krøllede hår, så det falder af i totter og din hovedbund bliver et åbent krater af hud og sår. Jeg er ikke […]
Man burde have noget: En skal, en skål, et sæt fremstrakte hænder, måske? Så kunne det ligge som blommen i et æg, som hulen i en hånd: Hjertet; * sart som et sæt blottede tænder *
Hvis ikke, må man føle. Eller: Man må stryge sig som vinden mod blade og træer, nej, som en kælen kat og håbe, at noget giver genlyd At nogen gør Vinden svarer. Ikke. Vinden bare gentager og fordobler. Vinden stjæler hushjørners hvin og gør dem til sine Vinden skriger dig i øret “Jeg er sgu […]
”Lille Linda Sugekop, suger sig til moar. Så kommer mælken og Linda suger til. Så kommer sulten og Linda suger tæt. Lille Linda Sugekop bliver aldrig mæt” Du synger smukt, mor. Glæden kan man ikke stole på, vel mor? Alle de tænder man afslører, når man smiler, siger du. Tænder der alle falder ud med tiden. […]