A
At nulstille længslen. At blødkoge viljen. At A fordi B. At nægte, At at.
At nulstille længslen. At blødkoge viljen. At A fordi B. At nægte, At at.
Jeg har brugt natten på at lede efter månens manglende halve. Jeg fandt den ikke, måske gik jeg den forkerte vej, måske er det lige meget hvorfor. Men jeg fandt en pakke riskager, et æble og en halv pose marshmellows, som jeg spiste i ly af mørket, ikke af sult, men som en slags erstatning […]
Du spørger til alt andet, end det der er vigtigt, og jeg svarer så godt, jeg kan: At intet nyt er intet nyt, at vi har sået karse i mælkekartoner, at det allerede spirer. Du nikker og siger, at det er godt. Det er godt. Så læser jeg og stjæler ord, der er mere virkelige […]
Jeg tror ikke den slags, på stanken af sult, voldelige kys eller dyrenes dybere instinkt [dybere? dybere end hvad?]. Men jeg tror på viljen til at ville mere, end jeg kan bære, og det gør mig bange.
Din lede er påtrængende, ja massivt muskuløs som en alt for potent sorg, der gaaanske langsomt æder sig vej gennem brusk og hud og flager af aske, jeg har ikke luftet hunden og et eller andet sted er det også fuldkommen ligegyldigt, hvad og hvorfor, du stjæler af månens manglende halve og spytter på jorden […]
Den drøm, jeg ikke tør vågne fra: at ofre en anden, for at blive mig selv.
Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår den skelnen mellem det farlige og det ufarlige. Som jeg ser det [fra mit øje i nakken, skjult mellem to ømme skulderblade] er ingenting udgangspunkt for alting. Så når jeg møder en edderkop med meterlange ben og lodden krop, så er det skræmmende, javist. Men det virkeligt […]
Kære dagbog, Jeg havde det lykkeligste mareridt. Jeg rakte dig hadefingeren, du tog den og spurgte: ”Ja?”. Det er ikke fordi, jeg vil pege fingre, eller fordi jeg vil lægge gnavedyr i dine sår. Men. Jeg længes efter at gøre ondt, at gøre dig ondt, mere præcist. At vække dig, krævende og hårdt. Jeg længes efter, […]
Det værste ved denne her dagbog er, at der kun er mig til at svare mit bogstavelige jeg. . . Og hvad skal jeg bruge tavsheden til? At flette julehjerter af? At drukne haletudser i ? Eller lave pletter, som Sorte Slyngel, på et gerningssted, bare for at blive eftersøgt. Hold nu kæft, hvor jeg […]
Jeg tror, jeg har tid nok: til frøer og firben og andre umulige dyr. – Og til at tude, næstenlykkeligt. Fordi jeg kan. Endelig!, efter så længe at have spyttet mig i ansigtet, for at få noget til at løbe. Noget, der kunne tegne streger på mine kinder; male en stribe gråd, grådighed. Nu pibler […]