kys-se-tøs kys-se-tøs Jeg klap-per sta-vel-ser. Tæller mig frem: en sand-hed, to løg-ne. Tre og du-er-den. Lat-ter-mild, let-på-tå, suk-ker-mus. . Tre stavelser om dét, der står i døren, når du ringer på. Hvem åbner? Kh Ag-nes
Kære dagbog, Det er for kort. For hovedet, for tørt. For øret, for krads. Det er noget med. Læber, der segner under smil. Tandkød, der flækker og tændernes plaster på såret, ja. Det er vel derfor, at jeg har så store øjne: så jeg kan drukne i widescreen og blåt. Klart! Kh Agnes
Mit ansigt er et spejl i din knæhase, det synker os sammen. Vi ligner noget havet har tabt, kludedukker i en vandkant. Så duvende, så dødt.
Der er brændt huller af træthed i mit ansigt. Jeg ser ud gennem hullerne og kultegner en virkelighed, farvelægger den sort på hvidt. Så enten så, eller så både. Og er pludselig ikke sikker. Hvad hvis alting viser sig, at være en uro i et ovenlysvindue? Blafrende skygger på en plastikdug?
Kære dagbog, De har lovet sol. Der stod en mand på tv og pegede med en pind på en skærm. Han gennemspillede varmens bølgede bevægelse fra et fjernt kontinent, afsluttende i en eksplosion af sol lige her. Her. Hvor jeg lever, middelt og nådigt. Den regn, der falder nu, klokken seks morgen, før verden gør […]
Kære dagbog, Det er længe siden, jeg sidst har været bange. Sådan for-alvor-ude-af-mig-selv-bange, og ikke (som nu) bare konstant på vagt. Engang vidste jeg, at der var to scenarier, jeg kunne udspille. Den langsomme død og den hurtige død. Nu har der vist sig en tredje, middelvejen, den jævnt fremadskridende død. Jeg er ikke bange […]
Så bruger jeg natten på at spise brændte kastanier, og det er der i og for sig ikke noget problem i. Heller ikke, at jeg vågner, og følger de samme rutiner, der tusinde gange før har ført mig til det mest absolutte af ingenting: Vejrtræk – fordi! Jeg kan sætte mig, som nu, og skrive […]
Der er uendeligt mange insekter i nat, kokonklædte. de minder om tung regn, der ikke falder, men hænger i luften som aflange drypsten fra loftet. Og jeg ser dem: kæmpestore bolde af ben og øjne, de gør ingenting, de er fanget i pupper af støv og spind, indtørrede mumier. Om lidt er der mærker på […]
Jeg har ikke tænkt mig at ligge her ved din bred og trække mig selv som vod, gu har jeg ej! Men jeg har ikke andre strande at skylle i land ved. Kh Agnes
Kære dagbog, Jeg går i stykker på en sært samlende måde. Jeg taler ikke i tåger eller famler efter arme, der kan række mig tilbage til mig selv, nej jeg kan hele tiden følge en prik over mit højre øje, der vokser, og jeg kan høre, at min stemme ophører med at tale, jeg kan […]