Louise Juhl

Jeg er en bonbon, jeg smager af kandis og kaprifol. Sådan ligger jeg og ruller rundt i din mund, som et suk, du ikke kan synke. ”åååhh”.

Jeg vil skrive med citronsaft og glemme at trække vejret imens. Jeg vil nævne mit egentlige navn som en kuriositet, der skal få dig til at tro, at jeg er oprigtig. Jeg vil vende mit ansigt din vej  [se for helvede, se]. Jeg vil være den, der får dine tænder til at vokse, bedstemor. Jeg […]

Jeg misforstår dit øje og bygger et os: først arme, så ben og ansigter mod vest. Aftensol og ”ååh”. Og jeg drømmer os baglæns, opfinder mærkedage, hemmeligheder, et øje i panden. Se! Sved, hud, hår og selvfølgelig havet, køligt. Når jeg spørger, hvad der er forandret, kan jeg se, at du ikke ved, hvem jeg taler […]

Det banale ligner en åbenbaring, en løgn er en løgn er en løgn. Vi puster den op, til den får samme omkreds som en brevdues ring. Hvad siger du, budbringer, må jeg ikke slå dig ihjel? [Det er kun en synd at slå ihjel, hvis budskabet går tabt]  

Hun tilbyder ham en handske. Han, for sin del, råber op: om russiske dukker, der begraver ham med deres massive rad og rækker.  Hun springer ud af æsken, en trold han kan tæmme. Og bliver den sæk, han kan trække over hovedet: et øje, der ikke rækker. Der er lyng i luften. Og under.  

Kan man sige, at man mister sig selv. Hvad vil det sige at sige, at man mister sig selv. Hvis jeg siger, at jeg mister mig selv, hvem er så det jeg, der siger det. Hvem er det man, der mister mig.    

Jeg forstår ikke, hvorfor det skal være så tungt. Æterhud. Savmørkesøvn. Vi kunne jo gøre det simpelt. Øje for tand, tand for tunge, tunge for hals. Men vi er ikke simple: Vi er her ikke for at blive forstået, men for at fare vild i hinanden.  

Jeg har længe forsøgt at vandmale. Gennemsigtige strøg, lagvise antydninger. Jeg har lænet mig mod hvidtede hegn, som en stokrose klæber sig til en mur. Kun de blødeste torne, kun. Nu ridser jeg. [Kan du skelne?] Nu strikker jeg i tætvævet uld Nu sprækker jeg et øje Nu mætter jeg et hul helt, helt fint […]

Det er ikke flammerne der gør varmen, det er gløderne. Og så det ulmende begær efter at slå ned som en meteor. Lysten til at efterlade et hul så stort, at kun helvede kan fylde det ud. [at elske og ære til døden os skiller]    

Du har lånt natten og sover dig frem til en krop: et hul du kan fylde. Du drømmer om at vidne, og du drømmer om at rejse. Om at rejse dig og vende ryggen til kroppen og hullet; at bygge en flåde og drive dig selv derud, hvor det er sikkert at drukne. Dér, hvor […]