Louise Juhl

Det siges, at dyr ikke kender til kærlighed, at de ikke elsker; at deres emotioner alene spejler deres instinkter.
I nat deltog jeg i et forsøg. Én tese var, at kærligheden ikke behøvede beviser, en anden, at kærligheden i sig selv var et bevis.
Ideen var at tage en række dyr med stor regenerationsevne, her tælles fimreorme, polypdyr, men også firben og krabber. Sådanne simple organismer vides nemlig at kunne bruge deres regenerationsevne til en form for ukønnet formering, idet de danner to nye individer, hvis de rives over.
– Indskudt bemærkning, kan springes over: (“love will tear us apart”, hviskede forsøgslederen. “Hvorfor hvisker du?,” spurgte jeg, “schhh,” svarede han).
Pointen var, at hvis man lod en regnorm forelske og så adskilte den forelskede (regnorm, red.) fra den elskede, ville det så foranledige dannelsen af en ny regnorm, og ville denne nytilkomne regnorm i så fald være et produkt af kærlighed eller reflekser?
Jeg husker ikke, hvordan forsøget endte: om kærligheden beviste sig selv, eller beviset i sig selv var kærligt.
Men jeg ved, at jeg vågnede og tænkte, at jeg ikke havde brug for beviser på hverken det ene eller det andet. Kærligheden findes og det samme gør regnorme!