Louise Juhl

Hvis ikke jeg var bange, ville jeg skrive om bidemærker og om heste uden øjne og om at fryse, ikke bare her og nu, men også imellem hvert døgn, i de døde timer, der ikke findes, ligesom fisk , der drukner, ikke findes, de holder bare op med at ånde, synker til bunds, det er lissom’ det, i går læste jeg om Havleguanen, at den bliver mindre, når den ikke kan finde tilstrækkeligt med føde, det vil sige, den bliver ikke bare tyndere, mindre fed, nej, Havleguanens knogler gror simpelthen baglæns, nedad, rygraden bliver kortere, munden, de små knogler i øret, alting krymper, tænk hvis det samme gjaldt her, men jeg taler så højt, at jeg ikke kan høre, hvad jeg siger, og de andre taler endnu højere og siger, at det bliver bedre, at alting løser sig, at jeg løser mig, og jeg ved ikke, hvad det vil sige at løse, at være løst, det er derfor, jeg tager en bid og tygger og spytter den ud igen, fordi jeg ikke ved, hvad det vil sige at finde tilstrækkeligt med føde, så jeg gror nedad, ligsom havleguanen, baglæns, tilbage til dengang, jeg læste om en pige, der mente, at kunne leve af lys, at hun som en plante kunne udnytte solens energi til at drive kroppen, hvis ikke det var så ualmindeligt dumt, ville det være det en smuk ide, sådan er det med det meste, også mit liv, så ualmindelig dumt, men ikke desto mindre en smuk ide.