( det er ikke et spørgsmål, men en konstatering )

by Louise Juhl Dalsgaard


Jeg drømmer ikke dage, men næver der hamrer mod en kasse af bryst. Jeg er kroppen, der fanger, der fanges.

Hvad gør man i alt for kort nederdel med en tommel i munden. Mon noget hjælper. Mon nogen kan. Mon tomlen trøster, mon slaget hvælver sig i maven, så bugen sprænger og galde vælder ud.

Jeg er ikke ligeglad, men lader som om. Hvad andet er der at gøre