Louise Juhl

jeg var på ferie med min mor i en lille tysk by, i et vandland der samtidig fungerede som plejehjem, og personalet var meget omhyggelige, de lagde puder under beboernes knæ for at ”gøre dem det behageligt” (som de udtrykte det), og jeg tænkte dovne tanker, tænkte at de vel for fanden kunne sidde lige godt, hvadenten de havde puder under knæene eller ej, og jeg vidste at det var forkert at tænke sådan, så jeg tog en svømmetur istedet, men badet var fyldt med ældre mennesker, der bare lå på ryggen på kryds og tværs, og jeg havde ikke en chance for at manøvrere i dette hajfyldte farvand, så jeg gik op og prøvede nogle hjemmestrikkede sweaters fra en beboers garderobe, og uden helt at vide, at det var det jeg gjorde, så tog jeg dem under armen og vupti: så var det næsten som var de mine, altså godt nok havde jeg ikke betalt, men alle troede, at jeg havde, og så var de vel næsten mine, men jeg turde ikke forlade stedet, og så længe jeg ikke tog trøjerne med udenfor matriklen, så havde jeg ikke rigtig foretaget mig noget jeg ikke måtte, så jeg rendte rundt og lagde puder under knæene på alle beboere, mens jeg nød varmen fra sweatrene og til sidst fik mig en hund, der elskede mig meget højt.