Louise Juhl

Jeg forholder mig til min krop, som jeg forholder mig til virkeligheden. Det vil sige by proxy.
Eller: Jeg bruger min krop som et atlas – til at finde vej. Når jeg skal klippe mine tånegle eller løsne min bh, for eksempel, så slår jeg op og ser, at mine bryster er (bittesmå) bjerge, at mine knæ er stendysser – og sådan er det hele vejen.
Nu har jeg mistet følesansen i min venstre tommelfinger og i det bløde område lige under. Det er nerveenderne, de har taget skade af for lidt ilt, siger de. “Forestil dig, at du ringer op fra et sted uden dækning,” forklarede lægen: “telefonen kan ikke sende dit opkald, og derfor er der heller ikke nogen, der svarer.”
Okay, ja, tænkte jeg. Eller forestil dig et barn, der ikke har fået nok ilt ved fødslen, og derfor er skadet for livet?
Selvom min krop ikke ringer op, og selvom jeg ikke svarer, så er den her endnu, kroppen. Sådan som den altid har været. Dér. Mine bryster er stadigvæk for små til at kunne kaldes bjerge, og mine knæ ligner stadig et levn fra fortiden (hvorfor skal de være så kejtede?).
Og jeg står stadig parat ved telefonen, hvis min venstre tommel skulle finde på at ringe.
“Hallo”