Louise Juhl

Jeg drømmer, at jeg ser en ung kvinde sætte sig ind i en bil og køre frontalt ind i en mur. Bilen totalskades, mens kvinden slipper uskadt, hun kravler ud af bilen og går videre uden at se sig tilbage. Lidt senere ser jeg den samme kvinde, denne gang i en cremefarvet, aflang bil, den har ikke nogen hjul, men kører stærkt. Igen kører kvinden målrettet ind i en mur, denne gang en hvidkalket mur, der står placeret formålsløst midt ude på en parkeringsplads. Bilen presses sammen. Kvinden stiger ud af bilen. Hun kan umuligt være sluppet uskadt fra kollisionen, men hun går derfra uden mén. Det begynder at regne. En Morris Mascot drejer rundt om et hjørne med vanvittig fart, jeg når at se et glimt af kvinden.
Længere fremme står en varevogn med bagdørene åbne, Mascotten kører op ad en sliske og ind i varevognen. I samme nu starter en voldsom musik, det lyder som Elvis Presley. Folk strømmer til tiltrukket af musikken. Jeg ser ind i varevognen, der er ingen Morris Mascot, men til gengæld en stor kiste i Las Vegas-stil i hvid plast med kunstige udskæringer og et bjerg af plastikblomster. Musikken strømmer ud fra kisten, folk ler og klapper, som om de har været vidne til et stort cirkusnummer, et meget spektakulært dødsdrom.
Jeg ser på kisten og undrer mig over, hvor kvinden mon er blevet af. Så åbner låget på kisten sig, musikken og lyset dæmpes. Folk hujer og udbryder “Århhhh”, og jeg ser, at nede i kisten ligger kvinden, helt stille. Jeg ser, at hun ikke trækker vejret.
Folk omkring peger på kvinden og siger “Hvor er hun godt lavet, hun ligner et rigtigt menneske.” De synger med på musikken, klapper på et og tre, jeg tror nok det er “Love me tender,” de synger
Jeg går videre, men resten af natten kan jeg høre fællessangen et sted i baggrunden af min bevidsthed.