Louise Juhl

I Linn Ullmanns bog ”De urolige” beskriver forfatteren en situation fra sin barndom:
Hendes far holder skemalagte ”samtaler” med hende – en konstrueret intimitet, men faren ved, at han ellers ikke ville få talt med barnet.

”Der er for mange år imellem os,” klager han og pigen ved ikke, hvad hun skal stille op med de ord.

I stedet fortæller hun om et stort ønske, hun har: En stol. Ikke en hvilken som helst stol – men den fineste i verden!
”Er det en metafor?” spørger faren forvirret, og pigen svarer:
“En hvad?”
”En metafor er, når en ting i virkeligheden er en anden ting. Symboliserer stolen noget andet inde i dig – en drøm?” spørger faren håbefuldt.
”Nej, det tror jeg ikke?” svarer hun.
Faren fortsætter:
”En magisk stol måske?”
Og pigen tør ikke svare, at stolen bare er en stol.
Hun er vel bange for at skuffe ham?

Nogen ser tingene, som de er, andre ser dét, der ikke er, andre igen ser det, der kunne have været, hvis bare..

Når jeg underviser, beder jeg tit deltagerne om at skrive om en stol.
”Om en stol?” gentager de skeptisk, men så læser jeg stykket fra Linn Ullmanns bog og gentager opgaven, og så forsvinder deres skepsis.

Her er et billede af en sol: Den er ikke en metafor for noget andet, men den er flot alligevel.