Louise Juhl

Jeg fik en mail fra en, jeg kender, der er bekymret for en pige i sin datters omgangskreds. Pigen er syg af anoreksi, og har været det godt et år. Behandling er iværksat, men pigen er modvillig og forældrene ved ikke deres levende råd.
Hun skrev til mig for at høre, om jeg kunne foreslå nogle tiltag, der kunne hjælpe pigen, ligesom hun spurgte til, hvad der havde virket for mig, da jeg efter mange års spiseforstyrrelse begyndte at blive rask.
Det er svært. Det er svært at blive spurgt, fordi jeg bliver så ked af det på pigens vegne. Det er ikke til at bære, at et (så ungt) menneske havner et sted, hvor selvdestruktiv adfærd føles som den eneste løsning. Jeg bliver ked af, at det ikke er nogens skyld, for hvis det var, ville man kunne pege fingre, rette vreden og kedafdetheden et sted hen. Men der er ikke nogen – ikke noget – at give skylden. Det er også svært at blive spurgt, fordi der ikke findes et svar. Eller rettere: der findes ikke ét men mange svar, og det er uendelig svært at vide, hvem der har gavn af hvilke. Folk, der bliver syge af anoreksi er jo lige så forskellige, som folk, der bliver ramt af stress eller dyrker vandpolo. Man kan finde en masse fællestræk. For mennesker med stress, kan man finde mange af de samme ændringer i hjernen, og mennesker, der dyrker vandpolo, bærer enten en blå eller en hvid hjelm, når de spiller. Men der ligeså mange forskelle, ja næsten med garanti flere end ligheder, så det med at rådgive mennesker på baggrund af en diagnose er jeg være forsigtig med.
Men selvom det er svært, og selvom jeg ikke kan give noget svar, så har det sat en masse tanker i gang. De kommer her hulter til bulter, sådan som overvejelser har det med at komme.
For det første at anoreksi mere end meget andet er en protest. Noget er blevet for meget. Det kan være skolens krav, forældrenes opmærksomhed, venindernes forandring, kroppen. Når mennesker reagerer i protest, er det svært at hjælpe, fordi et forsøg på hjælp ofte vil blive oplevet som et angreb, eller i hvert tilfælde et forsøg på at dæmpe protesten, negligere måske endda fordømme den. Når mennesker sultestrejker, hvad enten det er i et fængsel eller udenfor, er det fordi, de ønsker at opnå noget. Måske vil de opnå at blive sat fri af det fængsel, de føler sig fanget i, de kan ønske at blive behandlet anderledes, at blive hørt. Derfor nytter det ikke umiddelbart at stille krav til dem om at opgive deres protest, standse strejken, bede dem om at spise. Dermed nægter man jo inddirekte at imødegå deres krav. Man er nødt til at finde ud af, hvad det er for “krav”, sultestrejken dækker over, og tilbyde at opfylde nogle af de krav, så de ikke længere behøver spisevægringen som en erstatning for dem. At forlange af dem at de spiser, vil blive opfattet som om man overhører deres ønsker, deres nødråb , Man er nødt til at prøve at lytte på, hvorfor det er, at de ikke vil spise.
Pigen, jeg blev kontaktet omkring, er 13 år. Det er meget at forlange af en 13årig, at hun skal vide, hvad hun protesterer imod – eller hvorfor. For en trettenårig er der så mange følelser og forandringer i spil, at det er så godt som umuligt at skelne mellem dem. Mellem vrede, sorg, håb, afmagt. Måske kan man starte der – med tvivlen, forvirringen. Er du bange? Er du vred? Er du ked af det? Hvad kan gør dig vred, hvad gør dig bange, hvad – eller hvem – gør dig ked af det?
Det er muligt at hun ikke svarer, måske kan hun ikke. Uanset hvad, så tænker jeg, at man er nødt til at spørge alligevel. Lytte til hendes tavshed, til alt det, hun lige præcis ikke kan sætte ord på -angsten, vreden, sorgen. Lade hende vide, at det er ok. At man bliver alligevel. Man kan fortælle, hvad man selv er bange for (at hun dør, at man ikke er en god forælder, osv.). Måske kan man fortælle, at man nogle gange er ked af det, uden at man ved hvorfor. At man vågner og bare føler sig lille og forvirret og har lyst til at tude, også selvom man er voksen. At det er ok, sådan er livet, tingene går alligevel. Man kan sige, at man af hele sit hjerte ønsker at forstå at hun ikke vil spise, at det er svært, men at man blive ved med at prøve.
Jeg sigerIKKE, at en anoreksi ikke handler om mad. Der kommer et tidspunkt, hvor undervægt er livstruende, og de fysiske følgevirkninger gør, at læger må gribe ind og sikre, at den sultestrejkende ikke dør. Særligt, når der er tale om børn. Klart! Men så længe hullet i maven erstatter et hul i følelserne, så er maden kun en midlertidig løsning. Man er nødt til at flde det følelsesmæssige tomrum også.
Jeg husker tydeligt, hvordan jeg oplevede det som et overgreb, da hospitalspersonalet forlangte, at jeg skulle spise. Jeg kan huske, at jeg svarede dem: “Så let får I mig ikke!” Jeg havde det som en sultestrejkende i et fængsel, der bliver tvunget til at opgive sin kamp for frihed og retfærdighed. Jeg nægtede, NEJ, “så let får I mig ikke”. Omgivelserne forstod naturligt nok ikke min vrede: De ønskede jo af et godt hjerte at hjælpe, de ville, at jeg skulle få det godt, blive rask. Men de glemte at spørge: Hvad er du bange for? Hvorfor bliver du så vred? Hvem er du vred på? På os? På maden? På dig selv?
Min ven spurgte til slut i mailen, hvad der havde gjort en forskel for mig, hvad der havde fået mig til at spise igen:
Jeg tror lige præcis det var de spørgsmål. Et menneske, der spurgte: Hvad er du bange for? Hvem er du vred på? Hvad er du ked af? Og som gav mig tid til at tie og tie og tie og lukke munden hårdt (!) i i mange timer, før jeg svarede “Det ved jeg ikke, det ved jeg simpelthen ikke”
“Så er det nok dér, vi skal begynde,” sagde han.
Og så begyndte vi.