Louise Juhl

For min hund, Mumrik, er hver gang første gang. Hver morgen er den første morgen, hvert træ er det første træ, hver ko er den første ko.
Hvis vi nu tager koen. I dag gik hunden og jeg – som hver dag – en morgentur. På turen passerede vi en mark. Det er langt fra første gang, at vi går forbi den mark, og det er heller ikke første gang, at der har stået en ko på den mark. Alligevel standser hundedyret, bum!, som om den tænker “Hvad er det?”
Koen på marken står også stille, den ser på hunden, hunden ser på koen. Jeg ved ikke, om de ser på hinanden.
Koen har store, mørke øjne, det havde den også sidst vi så den, men det er selvfølgelig første gang på denne dag, at vi ser, at koen har store, mørke øjne. Koen bevæger sin hale urytmisk, hunden følger halens bevægelser så nøje, at man kan komme i tvivl, om halen faktisk følger hundens øjne og ikke omvendt?
Koen ser på den brogede hund: med lidt god vilje kunne hunden gå for at være en ganske lille ko, hundens øjne er jo mørke, ligesom koens, men ikke helt så store. Jeg ved ikke, om koen registrerer denne forskel, jeg ved heller ikke, om koen ser alting – og dermed også hunden – første gang, hver gang.
De står længe på hver sin side af et hegn og ser på hinanden. Koen bevæger sig nærmere hegnet, derefter er det hundens tur til at bevæge sig hen mod koen. Der står de lidt og vænner sig til hinanden, til situationen eller til sig selv som en del af situationen.
Måske er det første gang, at de to dyr opdager sig selv som “noget andet”, en andethed, en ikke-ko eller en ikke-hund.
Jeg hiver i hundens line, vi skal videre: Jeg ved jo allerede, hvordan en ko ser ud, og hvem min hund er. Da vi er gået lidt, begynder jeg at tale til hunden: “Var det en sød ko, hva? Var den fin?” Hunden forholder sig tavs.”Er du en ko?,” spørger jeg.
Jeg ved ikke, om det er fjollet sådan at tale med sin hund, eller jo, det ved jeg, men jeg ved ikke, om det er mere fjollet end så meget andet. Langt hen ad vejen foretrækker jeg en snak med min hund, fremfor en tv-transmitteret politikerdebat uden nogen reel nysgerrighed på hinanden.
Jeg vælger, at det er ok, at jeg taler med hunden, jeg spørger den om ting, og hver dag er en grund til at spørge igen:
Er en ko sød?
Hvordan lugter noget, der lugter sjovt?
Er i dag en dejlig dag?