Louise Juhl

I dag var der én, der lagde en rosin i min hånd.
“Tag den op til øret,” sagde hun, “lyt.”
Jeg gjorde, som hun sagde. Selvfølgelig. Og da jeg skulle sidde sådan – med en rosin mod øret, tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne bruge tiden på at lytte til, hvad sådan én har på hjerte.
Alt det her foregik i et fortroligt rum, så jeg vil ikke afsløre, hvad der skete. Men jeg vil – uden at karambolere med fortroligheden – dele følgende erfaring:
Skulle nogen I kender gå rundt rundt og påstå, at rosiner ikke kan tale, så skyldes det nok denne “nogens” dårlige hørelse snarere end rosinens manglende gørelse.
Selv god weekend.