Louise Juhl

I går sejlede verden, drejede rundt, jeg kunne hverken stå eller gå, måtte have besøg af vagtlægen, han havde en lægestuderende med, “klassisk eksempel,” forklarede han den studerende, og jeg tænkte, at det var første gang, jeg var blevet beskrevet som noget eksemplarisk, “se nu her,” fortsatte han, henvendt til den unge fyr, der forresten hed simon, “drej hovedet hurtigt fra side til side,” bad han mig, jeg protesterede, sagde at alt i forvejen var kaos, at sofaen var et skib, at gulvbrædderne gyngede som et oprørt hav, “jeg lover dig, at du ikke drukner,” sagde lægen og jeg  drejede hovedet fra side til side, “hurtigere,” bad lægen, og jeg fulgte ordre, alt var svimlende, verden en løbsk karrusel, “stop og se på mig,” og jeg stoppede hovedet og så på lægen, der udbrød “ha!, nåede du at se det,” og jeg troede han talte til mig og forklarede, at jeg ikke kunne se en skid andet end hans roterende ansigt, det viste sig at han talte til simon, den studerende, “nej, jeg så det ikke” svarede simon, og jeg måtte gentage mine bevægelser, nu endnu hurtigere, “lov mig, at jeg ikke drukner,” mumlede jeg, og lægen lovede og råbte lidt efter, “stop så,” og jeg stoppede og så ham i øjnene, “ha!” udbrød simon, “nu så jeg det!”, og lægen forklarede, hvordan mine øjne fortsatte fra side til side, selvom mine bevægelser var standset, at det var min hjerne, der  ikke fik besked om, at jeg ikke længere var i bevægelse, det var derfor, jeg følte, at alting sejlede, en fejlslutning i hjernen, manglende koordinering mellem krop og refleks, “sandsynligvis øresten,” beroligede lægevagten mig, “en lille krystal fiser den forkerte vej imellem dine ører, den siger venstre, når du ser til højre, dine øjne forsøger at følge med krystallens beskeder som ikke overensstemmer virkeligheden, du ender derfor med at flakse forvirret rundt mellem dine sansers beskeder og den virkelige verden,” “det lyder sandsynligt,” svarede jeg, “story of my life,” nu har jeg fået en tid ved lægen, en akuttid på 5 minutter, jeg er spændt på, om han kan løse uoverensstemmelsen mellem mig og virkeligheden på dén tid, man har da lov at håbe.