Louise Juhl

I dag tog jeg toget til København og kom i snak med en ældre mand, der tilbød mig en kop kaffe fra termokande, han havde to krus med, “for det tilfældes skyld, at jeg kom til at sidde ved siden af én, der trængte til kaffe,” forklarede han, manden bar en slipsenål i rav, det havde jeg aldrig set før, det var et arvestykke, fortalte han, han havde fået nålen af en kammerats far for mange år tilbage, kammeraten var død pludseligt og meget ung, faren havde været knust over at miste st barn og eneste arving, og havde foræret ravnålen til Erling, som den ældre mand viste sig at hedde, Erling var tydeligvis rørt over, at jeg bemærkede smykket, udover kaffe bød han på lakridspastiller fra en aflang metaldåse, bitre og meget hårde, “det er kun godt, så varer de længere”, forklarede han, sådan sad vi og snakkede indtil det blev Høje Taastrup og han skulle af, “jeg fylder lige op,” sagde han og tømte termokanden, “men hvad med kruset?,” spurgte jeg, “en slags arvestykke,” smilede han, og så stod han af.