Erika

by Louise Juhl Dalsgaard

Erika fylder meget.

For meget, mener de mange. Som hun spankulerer rundt i sine kulørte dragter med den lille terrier ved sin side, gør hun indtryk. Hun er svær at overse. Lyser op og tager ingen notits af omgivelsernes let bebrejdende blikke.

Erika taler højt. Alt for højt, mener de mange. Om vejret, om de nye køreplaner eller om den nye tilbudsavis fra Føtex. Hun har meget på hjerte,- taler og taler i eet væk. Om forældrenes kolonihave og de mange frugttræer med æbler, som hun elsker at spise, selvom de er sure – og hun fortæller stolt, at hun altid spytter kernehuset ud, for så vokser der nye træer op med flere sure æbler, som hun kan spise, og….

Ingen lytter. I bedste fald ser de væk og haster forbi. Tager en seddel op ad lommen som studeres minutiøst og koncentreret. I værste fald vender de øjnene mod himlen og fniser sammensvorent til de omkringstående. Erika ser det hele. Hører sukkene og det tilbageholdte fnys. Og hun taler videre, nu endnu højere, som håber hun at overdøve foragten med sin stemmekraft.

Erika er altid på vej. Ud i verden med alle bilerne, som hun tæller og peger på og griner ad. Ikke fordi de er sjove, men fordi hun er glad. Erika er altid glad. Griner og griner højt. Af mærkelige ting,- af skiftet fra rødt til grønt i lyskrydset, af hunden der gør på det modsatte fortov. Lyden af en bus, der starter.

Hahahaha, ler hun. Højt og længe. Hahahaha. Sætter sig på hug og klapper terrieren kærligt og siger ”nååå er du så sød, hva?”. Igen og igen. ”Nåååå, du er da så sød, hva?”. Og folk ryster på hovedet og skubber irriteret til pigen på hug, så de kan passere på fortovet. – Hastigt, som frygter de, at hun vil tale til dem, opholde dem. Frygter, at nogen skulle tro, de kender noget til særlingen med den spraglede påklædning og den alt for høje røst.

Erika fylder meget; er svær at overse. Alle bemærker hende, men ingen ser hende. 

Erika går rundt i verden og taler og peger og ler. Passer ikke i firmaformater eller ringbindsorden, overholder ikke tidsskemaer eller kalendersystemer.

Vi ser væk. Let forlegne. Iler videre.

Ånder lettet op, når vi ikke længere kan høre den skingre stemme.