Louise Juhl

Jeg har ikke nogen grund til at være bange alligevel vågner jeg tit og er det sådan er det hele vejen tanken om det der ikke må ske og tanken om det der burde være sket og allerværst tanken om at ingenting rent faktisk sker at jeg er 43 og næste gang jeg vågner er jeg sikkert 50 og solen står op og går ned ind imellem prøver jeg at trække vejret som et træ det vil sige oppefra og ned min psykolog siger at der vel heller ikke er andre måder at gøre det på at man jo ikke kan trække vejret med fødderne jeg ved ikke hvorfor hun altid skal være så fucking korrekt da jeg i 2002 blev udskrevet fra et lille års indlæggelse på risskov begyndte jeg at arbejde i en ostebutik jeg lærte alle ostenes navne at kende jeg vidste hvilken type mælk de var lavet af om det var friskoste skæreoste eller det vi kaldte flageoste som var parmesantyperne jeg læste tykke bøger om emnet og kunne til mindste detalje beskrive smagen af aske og ged jeg vidste hvordan asken var blevet brugt for at forhindre ostene i at danne skorpe og insekter i at trænge ind jeg holdt lange foredrag for kunderne om de såkaldt gule oste der var lavet af friskpresset ikke opvarmet ostemasse jeg fortalte hvilke søde vine der egnede sig til netop den slags jeg fortalte også om grillostenes lyksaligheder hvordan langtidsbagte stilktomater med læsøsalt og god olivenolie var perfekt tilbehør jeg lavede flere gange ostebordsanretninger til Kurt Thorsen guyere comtes trøffelost og forskellige blåskimmel sirupslagrede valnødder og blommechutney som tilbehør nogle gange spurgte kunderne efter min personlige favorit “hvad foretrækker du selv” spurgte de og jeg svarede forskelligt nogle gange sagde jeg fransk fåreost andre gange svarede jeg med en rødkittype jeg lød faktisk så overbevisende at jeg glemte at jeg aldrig smagte på ostene at jeg i virkeligheden levede af sukkerfri cherrytyggegumi, tzatziki og fiskeboller fra dåse det der med at væres sa vidende og samtidig så uvidende at beskrive ostenes smag og konsistens så levende uden at vide en flyvende fis om det måske er det derfra min skepsis overfor alt for fasttømret viden stammer jeg forholder mig af samme grund med mild skepsis til mig selv det bedste jeg ved er at gå ud blandt træerne der trækker vejret og gæssene der lyder som knirkende havelåger naturen ved ikke en skid på forhånd den tager dagen som den kommer med vejr og vind og hvadvedjeg men før det her bliver alt for hurra-øko-psyko-logisk må jeg hellere krølle en politisk ende på det for det er ikke tilfældigt at det handler om oste for både for politik og for oste gælder at hvis ikke de får de rette betingelser den nødvendige tid og det rigtige klima at udvikle sig under så kommer de til at STINKE sådan virkelig ækelt og råddent NB husk forresten at altid skære osten med en kniv en ostehøvl er et ganske lille overgreb mod -hvis ikke menneskeheden så i hvert fald – osteheden.