Louise Juhl

Hun væver ham et øje i uld, og giver ham en æske, han kan springe op af. Som trold, Puf!

Hun falder om, næstendødt.
Han sender en hund afsted for at tjekke byttet.
Hunden logrer.

Han går hen til det, der ligner en krop, hendes måske.

Den ligger stille, kroppen, og ansigtet ligner et skudhul. Stille og rundt venter det med bløde læber. På ham, måske.

Det falder ud til siden, da han rører ved det. Ansigtet. Han kysser det. Han slår det.
Èn gang og hun vender.
En gang til og hun vender den anden.

Så åbner hun et øje, vævet af uld.

*

De væver sig ud, øjnene. De væver sig ud af uld og op. Over kroppene.

De ser, øjnene ser ned på to kroppe, der ligger om hinanden. Næstendødt.
De folder sig ud og finder sammen i syn af knogler og kroppe.

Puf!
Øjnene springer, som trolde af æsker, fyldt med russiske dukker.
En efter én springer de, dukkerne.
Først en, så to, tre, fire, ja hundredevis af dukkekroppe springer op som trolde ud af øjne.
Vævet af uld.

*

Puf!