Louise Juhl

et sted skriver du om det, du ikke tog imod, du skriver om fortrydelse, som om den findes, men fortrydelsen er ikke andet end en lyst, du ikke længere tør vedkende dig (gid jeg havde gjort? gør!),

et andet sted skrev du om det forsonende i hadet, ømheden i at ligge sit afkom til døde, og det er åbenlyst:
jeg er ikke din skyld, og du er ikke min, jeg tror ikke på Gud, det sande er ikke andet end dét, der nu engang virker: gruset, vanviddet, det flækkede øje,
sandheden er din arm, når du beder om mere, rækker dig frem og bøjer min ryg som en flitsbue,

sandheden er navnet på en hest, der sparker sig selv i røven for at komme videre.