Louise Juhl

Jeg huser et hjem for dukker, tre rækker vinduer op og ned og et skelet i finer. På tredje bor Neyia, hun er bange for levende lys, hun har læst, at man ikke må lade den slags alene, det er for tungt et ansvar, synes hun, hun har allerede rigeligt i sit eget.
Anders mathias, anden t.v., han har kun boet i lejligheden i tre måneder, før da boede han på gaden, nu har kommunen foræret ham et sted at bo, det er ok, han har købt tre ruller kunstgræs til gulvet, malet loftet blåt, det er ikke det samme som frihed, men bedre end ingenting.
Lejligheden ved siden af Anders mathias har stået tom et stykke tid, det er noget med, at der er én, der har skudt sig selv derinde, på døren står der D. Ander en, der mangler nok et s.
Mia i stuen har gadespejle i sine vinduer, det er et problem om sommeren, at solen rammer spejlet og blænder Mia, så hun ingenting kan se, “skide sol,” siger hun så, tager solbriller på, “fuck,” mumler hun.
Boligforeningen har udnævnt huset til “særligt fokusområde”, så nu får de to bænke, en i hver ende af plænen foran huset. Og et cykelstel i orange, en skulptur, kalder de den, den skal stå på en fod af beton. “Førertrøjen”, døber de skulpturen, Mia synes den er nederen, Neyia har svært ved at finde meningen med den, foreningen siger, at de bare skal vænne sig til det hele, så skal det nok blive godt.