Louise Juhl

I går var jeg i Gellerup, her besøgte jeg bydelsmødrene. Det var i forbindelse med verdens bedste litterære projekt, ATLAS OVER AARHUS, der de næste par år vil skrive tekster om – og publicere dem i – alle dele af Aarhus. Projektet er i dette efterår nået til Gellerup, og jeg håbede, at jeg med mit besøg, kunne få de her kvinder til at fortælle mig om bydelen.

Jeg mener, hvem ellers, hvis ikke netop de, der bor og lever der?
Jeg kom. Og kvinderne kom – og det blev en helt fantastisk formiddag, lad mig allerede nu slå det fast!
Kvinderne tog hjertevarmt imod mig, “forfatteren”. Jo, de kendte godt andre danske forfattere, blandt andet Lotte Heise, for hun havde valgt at bo sammen med sin mor, da moderen blev syg, og det syntes kvinderne godt om: sådan havde de jo selv gjort i århundreder.
Der blev med det samme fortalt små anekdoter fra kvindernes hverdag: én havde dagen forinden pakket børnegodteposer til den forestående Eid-fest, en anden havde købt fin kjole til sin datter, iøvrigt til samme begivenhed: Eidfesten.
Allerede nu fornemmede jeg, at der var rigeligt med fortællinger at tage hul på.
Vi satte os med kaffe, pen og papir, og jeg præsenterede mig ved mit borgerlige navn, selvom de insisterede på at kalde mig “forfatteren”. Jeg fortalte om projekt ATLAS OVER AARHUS, der havde ført mig til Gellerup, og jeg fortalte, at jeg håbede, at de, bydelsmødrene, ville bidrage med at fortælle deres historier.
Dét var de helt med på.
Eneste problem var: Hvor i alverden skulle de begynde og hvor skulle de slutte? Kvinderne var ganske enkelt så fulde af fortællinger og erindringer, at stoffet virkede uoverskueligt. Hvorfra, hvortil, hvorfor?
Jeg foreslog, at de kunne formulere deres fortællinger som et eventyr, der begyndte: “Der var engang”, efterfulgt af deres historie frem til i dag, og slutte med “og hun levede (lykkeligt) til sine dages ende.”
“Men hvad skal eventyret handle om?” spurgte Maryan, en somalisk kvinde, mor til tre piger og studerende på VUC.
“Dig?” foreslog jeg.
Det var tydeligt at se på Maryan, og de øvrige, at opgaven var for overvældende og abstrakt.
Hvad nu? Jeg sad her med en gruppe af kvinder, bristefærdige af fortællestof, men uden mod på at strukturere og skrive dem ned.
Så foreslog, om ikke de kunne fortælle mig deres historie, så kunne jeg tage mig af at alt det med at skrive den ned.
Dét vakte jubel, nu kom der hul på bylden.
Og jeg skal love for, at de fik munden på gled, bydelsmødrene.
De valgte i fællesskab (!) at fortælle om Eidfesten, en religiøs fest, der fejres to gange årligt: umiddelbart efter ramadanen og umiddelbart før pilgrimsfærden til Mekka.
De fortalte mig utroligt levende om minder, riter, traditioner. De fortalte om fællesbøn i GLOBUS1, hvor alle muslimer fra Aarhus samles, de fortalte om at åbne deres hjem for familie, venner og naboer, de fortalte om at se deres børn i stiveste puds, og om dengang, der kom et tivoli til Gellerup. De fortalte også om at blive inviteret til jul i kirken i Gellerup, og om et fællesskab i bydelen – både på trods og på grund af.
Det blev en hæsblæsende formiddag, hvor det ene ord tog det andet, hvor jeg blev meget klogere på Gellerup, og hvor det i hvert fald blev klart, at der ligger en skatkiste af historier derude: sjove, spraglede, mærkelige, kærlige historier.
Efter to hektiske timer skulle mødet slutte. Vi havde hver især andet, der skulle klares.
“Jamen vi er jo slet ikke færdige, ” sagde Saousanna fra Libanon, og det måtte jeg give hende ret i. Så nu har jeg en aftale med bydelsmødrene om to uger. Samme tid, samme sted.
For der er så meget mere, der venter på at blive fortalt om – og i – Gellerup.