Gule papirer 10

by Louise Juhl Dalsgaard

Lars siger, at så længe mine tanker er så usammenhængende, som de er nu, er det bedste, jeg kan gøre at holde en pause fra dem.
Han foreslår at øge dosis af beroligende medicin.
”Hvad siger du til det?”

Jeg ser ud ad vinduet og bemærker, at det er begyndt at sne. Fnuggene falder meget langsomt, jeg følger ét på vej forbi ruden, det ligner en fjer eller en støvdrager fra en mælkebøtte.
Et øjeblik tænker jeg på at åbne vinduet, række hånden ud og gribe et af fnuggen, men kommer i tanke om, at varmen fra mine hænder vil få sneen til at smelte og fortryder.
”Det sner,” siger jeg, ”hvilken måned er vi i?”
Klaus ser ud ad vinduet, så tilbage på mig.
”Oktober,” svarer han, ”men nu var det jo medicinen vi kom fra.”
Jeg nikker:
”Jeg har ventet så længe på efterår, og nu er det efterår.”*