Louise Juhl

Jeg er ikke bange, bare meget træt, og de tanker, jeg tænker, er ikke de samme, som dem, der slipper ud af min mund. Hele tiden ligger der denne her maske omkring mig, mit ansigt, min hals. En tung geleagtig hinde, der adskiller mig fra mit.

Klaus fortæller mig om de forskellige præparater, om deres effekter og bivirkninger.
Mange lange fremmede navne: Abilify, Clozapin, Risperidon.
Jeg kan ikke lade være at tænke, at man burde lave en serie på Netflix med karakterer, der alle bar medicinske navne.
De onde mod de gode – bare uden nogen gode?

”Jeg er ligeglad,” svarer jeg, da han spørger, hvad jeg tænker om det hele. Jeg skiftevis knytter og strækker min højre hånd for at være sikker på, at den findes og virker, som den skal.
Det er ikke rigtigt. Jeg er ikke ligeglad, langtfra.
Jeg ved bare ikke, hvad det så er, jeg er.